En flok spækhuggere boltrer sig i øjeblikket ved Skagen
Hvis du er vild med filmen Befri Willy, er det nu, du skal lægge turen forbi Skagen.
Her er nemlig spottet fire spækhuggere.
Det fortæller Rolf Christensen fra Skagen Fuglestation.
- Jeg opdagede dem med teleskop fra 'Verdens Ende' på Grenen, da de svømmede cirka halvanden kilometer fra land ude i Skagerrak.
Fakta om spækhuggere
Spækhuggere er verdens største delfin med en bestand på cirka 50.000
Spækhuggeren findes i næsten alle verdens have
De største hanner kan veje 10 ton og blive knap 10 meter lange
Spækhuggerens rygfinne kan blive 1,8 meter lang
Hunnerne kan blive op til 80 år
Spækhuggere kan svømme med op til 54 kilometer i timen
Kilde: Skagen Fuglestation
Den lille flok bestod af en voksen han, to hunner og en unge.
- På et tidspunkt kastede hannen rundt med en død, blodig sæl, som den havde fanget, fortæller en begejstret Rolf Christensen.
Ifølge Rolf Christensen blev flokken så længe, at han aldrig før har set spækhuggere i så lang tid ved Skagen.
- Normalt trækker de mod vest.
Ifølge Rolf Christensen er der set cirka 580 spækhuggere ved Skagen de sidste 45 år. Og det gør Skagen til det sted i Danmark, hvor man har set flest spækhuggere.
12 birdere fik dem at se fra Grenen, inden de svømmede vestpå, og de sås endnu fra Nordstrand ved Batterivej kl. 11.39 af endnu flere birdere og turister.