Kort Nyt

Eftertragtet million-maleri købt af museum efter årelang jagt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Værket er tidligere solgt for knap to millioner kroner.

Interessen har været stor i årevis. I 1988 forsøgte Skagens Kunstmuseer at få fingrene i det kendte værk, men først her 36 år senere lykkedes det.

For et af den anerkendte Skagensmaler Michael Anchers absolutte hovedværker flytter nu permanent ind i samlingen hos Skagens Kunstmuseer.

Der er tale om et maleri med titlen 'Ved frokostbordet' fra 1888.

- Vi er utrolig glade for, at Ved frokostbordet bliver permanent indlemmet i vores samling. Det er jo Michael Anchers Hip, Hip, Hurra! Et motiv, som samler en gruppe venner og familie omkring bordet, og som giver indsigt i det fællesskab, kunstnerne havde, og den arv, de har efterladt os, siger Lisette Vind Ebbesen, der er direktør for Skagens Kunstmuseer.

Hvem er hvem på billedet?

Helga Ancher, Anna og Michael Anchers datter, ses stående til venstre i rød kjole. Bag Helga Ancher sidder lærer og organist Helene Christensen, der var en god ven af familien Ancher. Til hendes venstre sidder John Brøndum, Anna Anchers lillebror. Ved siden af ham sidder Marie Møller, Anna Anchers kusine. For bordenden sidder en person, der muligvis er den norske maler Nils Hansteen. Han har Anna Ancher på sin venstre side og Degn Brøndum, som drev Brøndums Hotel og var Anna Anchers storebror, sidder på den sidste stol. Kredsen sluttes af tre af de jagthunde, som Michael Ancher og Degn Brøndum holdt og var meget optagede af.

Kilde: Skagens Kunstmuseer

Tabte budrunde

Motivet er fra Brøndums Spisesal, og det kunstneriske værk har siden 1988 været ejet af Bendt Fredberg Jensen, som ejede Brøndums Hotel fra 1977, og indtil han gik bort i 2023.

Bendt Fredberg Jensen snuppede dengang værket - dog ganske uvidende - for næsen af Skagens Museum. Den tidligere hotelejer diskede op med knap to millioner kroner for maleriet på en auktion i London.

I 2017 udlånte han værket til Skagens Museum under udstillingen Ved bordet, og efter hans død har sønnen Jesper Fredberg nu solgt maleriet videre til Skagens Museum.

- Der er en historisk og stærk forbindelse mellem Skagens Kunstmuseer og Brøndums Hotel, som min far var meget bevidst om at bevare og dyrke. Han passede godt på maleriet i mange år, og derfor virkede det helt oplagt, at værket skal have sit videre liv på Skagens Museum, hvor offentligheden kan få glæde af det, siger han på vegne af arvingerne.

Købet er muliggjort med støtte fra en række fonde - nemlig Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet og en anonym familiefond.

Historien bag

Michael Ancher fik værket udstillet på Charlottenborgs Foraarsudstilling og på Den Nordiske Industi-, Landbrugs- og Kunstudstilling, der åbnede i maj 1888 i København. Det blev solgt på auktion den 12. november 1888, hvor Ancher-parret satte over 50 af deres malerier til salg for at finansiere deres kommende ophold i Paris, der skulle vare i et halvt år.

Novemberauktionen i København er det sidste offentlige spor af maleriet, der derefter endte på private hænder, og først dukkede op igen på en auktion i London hundrede år senere.

Værket kan opleves på Skagens Museum fra 21. juni 2024. Museet oplyser ikke, hvad de har måttet betale for maleriet.

Natklub i Aalborg lukker

I 2020 slog Club Wolf dørene op, da coronarestriktionerne blev lempet. Det var de dengang blot 17-årige tvillingebrødre, Mikkel og Lasse Bøgelund, som var idemændene bag, mens det var far og onkel, Niels og Jens Bøgelund, som ejede klubben - de to har ejet og ejer flere værtshuse i Aalborg.

Derfor har natklubben nu eksisteret i fire år, men lørdag blev sidste åbningsdag.

Det skriver Mikkel og Lasse Bøgelund i en fælles Instagram-story, som også er delt med Club Wolfs' Instagram.

- Grundet uoverensstemmelser iblandt min bror/jeg og vores far/onkel, er vi kommet frem til at Mikkel og jeg har givet en pris og er blevet købt ud, skriver de og fortsætter:

- Derfor var i lørdags den sidste åbningsdag for Wolf, fra dags dato er klubben lukket permanent.

Til sidste fastslår de to brødre, at der ikke er tale om en konkurserklæring.

Hobro mister sejren trods overtag - begik sent straffespark

På trods af store profilsalg henover det seneste års tid har Hobro IK vist, at de er ganske konkurrencedygtige i Nordicbet-ligaen.

Det var de igen mandag aften, da de spillede på udebane mod FC Fredericia, der ligger på tredjepladsen i rækken. Et straffespark endte dog med at koste Hobro sejren, og det endte derfor 1-1.

I første halvleg var der ganske mange chancer til begge hold, men ingen af dem formåede at score. Efter pausen tog Hobro teten i opgøret og havde både langt de fleste chancer og boldbesiddelsen.

Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Jesper Cornelius scorede til 0-1 - fjerde mål i sæsonen fra ham.

Men efter 86 minutter gik det alligevel galt, da Hobro begik et straffespark, som FC Fredericia Agon Mucolli scorede på. Endda med en god Panenka.

Derfor endte opgøret 1-1. Hobro er nu på ottendepladsen i Nordicbet-ligaen, men med hele otte point ned til FC Roskilde på den forkerte side af nedrykningsstregen.

Pas på: Dækrester på motorvejen

Opdateret klokken 20.35: Dækresterne er nu fjernet fra motorvejen.

På E45 i nordgående retning - cirka to kilometer nord for afkørsel 34 Hobro N - ligger der lige nu dækrester fra en punkteret lastbil.

Det skriver Nordjyllands Politi på X.

Politiet opfordrer til, at man passer på, og at der er en skiltevogn på vej til stedet.

Mange børn bliver ikke udredt til tiden

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at ganske mange ikke bliver udredt til tiden i psykiatrien. Det er specielt børn, som det går udover. Det skriver Psykiatrifonden i en pressemeddelelse.

Det er tal fra andet kvartal i år, hvor otte ud af ti børn ikke bliver udredt inden for de lovbestemte 30 dage. I Region Nordjylland er det 77 procent af børn, hvor udredningsretten ikke bliver overholdt, mens det er 16 procent af de voksne.

Det er slet ikke godt nok, lyder det fra fonden.

- Det er 4.700 børn og unges liv, der er sat på pause. Risikoen for, at deres situation bliver mere alvorlig i ventetiden, er stor. Hvor er regeringen?, siger Psykiatrifondens direktør, Marianne Skjold, i pressemeddelelsen. 

Fonden skriver, at de 4.700 børn og unge er for første halvdel af 2024. Region Nordjylland er dog ikke der, hvor det er værst, tilføjes der. Både Region Midtjylland- og Hovedstaden er tallene værre. Her er det henholdsvis 88 procent og 89 procent af børnene, som ikke bliver udredt til tiden.

Region Nordjylland ligger under gennemsnittet på landsplan for børn, der er på 81 procent, mens man for voksne er lige på landsgennemsnittet på 16 procent.

De andre medlemmer er dobbelt så gamle som Rasmus

Rasmus Viking L. R. Christiansen er blot 31 år gammel, men han har siddet i menighedsrådet for Skallerup-Vennebjerg-Mårup Sogne, siden han var 27 år. I menighedsrådene er gennemsnitsalderen ellers 61 år.

- Man kan sige, jeg er lidt gammel af sind nogle gange. Jeg er nogle gange ældre end de ældste her, siger Rasmus Viking L. R. Christiansen med et stort grin.

Læs hele historien med det unge medlem herunder: