Brand i sommerhus - gulv skæres op med motorsav
Lyden af motorsaven, der starter, overdynger næsten Bo Isaksens stemme.
Han er indsatsleder for Nordjyllands Beredskab og er netop nu ude ved et sommerhusområde nær Sæby.
Klokken 17.52 blev han nemlig kaldt ud til en brand på Grønsiskevej.
- Vi har reddet sommerhuset og begrænset branden til stuen og soveværelset, lyder det fra indsatslederen, der videre fortæller, at branden er under kontrol.
Da indsatslederen kom ud på stedet, kunne han konstatere, at der var ild under gulvet i sommerhuset. Netop dét forklarer den genkendelige lyd af en motorsav.
- De er lige ved at starte motorsaven op. Vi skal i gang med at skære gulvet op inde i sommerhuset for at sikre, at der ikke er mere under det, forklarer Bo Isaksen.
Indsatslederen forventer derfor minimum at være yderligere en time på stedet.
En ekstra tankvogn fra Frederikshavn blev tilkaldt for at sikre, at brandfolkene ikke løb tør for vand, men indsatslederen forventer ikke, at der bliver brug for den.
Ingen personer er kommet til skade som følge af branden, men der var flere personer til stede i sommerhuset, da branden blev opdaget.
De kom dog alle uskadte ud. Store dele af sommerhuset er røg- og sodskadet. Der venter tekniske undersøgelser, som skal klarlægge, hvorfor branden brød løs.