Kort Nyt

Borgmester indkalder til krisemøde

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen inkalder gruppeformændene til et krisemøde tirsdag aften klokken 18. 

Det erfarer TV2 Nord. 

Det sker efter at kommunaldirketør Thomas Eriksen skulle have lækket fortrolige oplysninger til journalister fra Nordjyske

Ifølge Nordjyske viste han journalisterne flere lukkede punkter fra et byrådsmøde 20.september. Punkterne indeholdt forretningshemmeligheder. 

Ifølge Thomas Eriksen har han dog udelukkende fremvist dokumenter, som allerede er kendt af offentligheden. 

På mødet skal lækagesagen drøftes - også om det skal have konsekvenser for Thomas Eriksen. 

Sagen kommer, efter at kommunaldirektøren for en måned siden politianmeldte hele byrådet for at have lækket et fortroligt bilag til en journalist. 

Gavmild millionvinder deler ud af gevinsten

En nordjysk pensionist har i år valgt at give sine børn og børnebørn et ekstra stor julegave.

Pensionisten vandt for nylig gennem sit Lotto PLUS-abonnement en million kroner, og da han og konen er oppe i årene, har børn og børnebørn fået en bid af kagen.

- Både børn og børnebørn har fået 25.000 kroner hver, og de var alle sammen helt ovenud glade. Der er allerede nogle af dem, der har taget en ferietur sydpå – men det havde de vist nok bestemt sig for allerede inden gevinsten, lyder det fra den heldige vinder.

Selv vil manden bruge pengene på at få malet huset, men ellers er der ikke planlagt den helt store indkøbstur.

- Vi er gode, gamle jyder, og den slags smider ikke rundt om sig med pengene. Men hvis vi lige mangler noget, så kan vi jo forsøde vores tilværelse ved bare at købe det, lyder det fra vinderen.

Nyt offensivt blod til AaB

AaB har onsdag offentliggjort tilgangen af den norske midtbanespiller Isak Hansen-Aarøen.

Den 20-årige nordmand har flere ungdomslandskampe på sit CV, samt en fortid hos Manchester United.

Den unge nordmand er hentet ind på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Læs mere om den norske tilgang herunder.

Gerningsmænd på rov

Virksomheden Hobro Rustfri Procesteknik ved Sønder Onsild mødte ind til lidt af et træls syn mandag morgen.

Der havde nemlig været uventet besøg i weekenden, hvor flere gerningsmænd havde haft lange fingre.

I lørdags mellem 20.40 og 23.50 blev der stjålet metalskrot og fire rustfri metalbjælker fra lageret.

Lokalpolitiet Himmerland oplyser, at der er videoovervågning fra stedet, hvor man kan se flere varebiler og gerningsmænd. Politiet forsøger på baggrund af videomaterialet at finde gerningsmændene.

Uheld på motorvejen skabte lang kø

Opdateret 9.49

Onsdag morgen klokken 6:40 skete der et uheld på E45 i sydgående retning mellem Vendsyssel og Nørresundby Nord.

Uheldet skete i venstre spor, hvor to biler kørte sammen.

- Der er ikke sket nogen personskade, sagde politikommissær Torben Arendrup fra Nordjyllands Politi.

Og fortsætter,

- Årsagen til uheldet er fortsat ukendt, og der holder fortsat en bil på ulykkesstedet, sagde politikommissæren.

Uheldet er nu ophævet, og politiet har forladt stedet.

Uheldet medførte kødannelse med en forlænget rejsetid på 10-30 minutter, men køen er nu afviklet.

Risiko for tæt tåge: Her skal bilister være opmærksom

DMI varsler risiko for tæt tåge eller rimtåge flere steder i Nordjylland.

Varslingen gælder fra tirsdag klokken 18.35 til onsdag klokken 9 i både Himmerland, Jammerbugt, Storaalborg og Vendsyssel.

Der er risiko for tæt tåge eller rimtåge med sigtbarhed under 100 meter, og derfor opfordrer DMI bilister til at være ekstra opmærksomme.

'Tæt tåge eller rimtåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt,' skriver man.