92-årig afgået ved døden efter brand
Det har desværre fået en kedelig udgang at et ældre ægtepar i aftes blev reddet ud af deres brændende villa.
Den ene halvdel af ægteparret fra Dybvad, en 92-årig mand, er denne formiddag afgået ved døden.
Det oplyser politikommissær Peter Skovbak fra lokalpolitiet i Frederikshavn til TV2 Nord.
De pårørende er underettet, fortæller han videre.
Den afdødes 87-årige hustru, der også blev reddet ud af røgdykkerne i aftes, er stadig indlagt, men hendes "status er ukendt," ifølge Nordjyllands Politi.
Årsagen til branden og den ulykkelige udgang er det også lykkes politiet at fastslå under et døgn efter det skete.
- Vi har kigget på branden og brandbilledet, og nåede kort at snakke med begge de brandlidte.
- Alt tyder på at de havde tændt levende lys på juletræet til aften – og så er der gået ild i juletræet. Desværre var de begge dårligt gående og ikke i stand til at komme væk før de blev reddet af røgdykkere, forklarer Peter Skovbak.
Han fortæller at politiet ikke har yderligere efterforskning af den triste sag.