69-årig drabmistænkt kvinde fremstilles i grundlovsforhør torsdag
Den kvinde, der er mistænkt i drabet på en 89-årig mand på Sæbyvej i Frederikshavn, fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kvinden blev anholdt og sigtet, efter politiet ankom til adressen og fandt at den ældre mand var afgået ved døden. Omstændighederne omkring dødsfaldet vakte mistanke, og derfor blev det hurtigt betragtet som en drabssag.
- Vi fik relativt hurtigt mistanke til en 69-årig kvinde, som er en nær relation til nu afdøde og efter de indledende efterforskningsskridt, er hun nu sigtet for drab. Vi har dagen igennem gjort en stor indsats for at sikre tekniske spor og afhøre vidner til sagen, siger politikommissær Peter Skovbak, der leder politiets videre efterforskning i sagen.
Den dræbte og den mistænkte kvinde boede begge på adressen på Sæbyvej.
Politiet forventer at være til stede på adressen det meste af aftenen.