Kort Nyt

62-årig kvinde brækkede knogler under røveriforsøg

En 62-årig kvinde blev fredag aften forsøgt røvet af to personer på sorte knallerter sent fredag aften i Frederikshavn.

Her ville gerningsmændene have fat i kvindens taske, men det lykkedes ikke, hvorfor hun blev skubbet af cyklen.

Hun fik som konsekvens af faldet flere knubs og brækkede knogler, hvorfor hun om lørdagen søgte mod sygehuset, og politiet blev involveret.

Nu søger Nordjyllands Politi vidner, og du kan læse meget mere i artiklen herunder.

Udhus brænder: Politi og beredskab på stedet

Klokken 12.24 tikkede en anmeldelse ind hos Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi om en brand i Aars i et ubeboet hus.

- Det er ikke huset, der brænder - det er et udhus/skur, forsikrer vagtchefen ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.

Nordjyllands Politi er på stedet, fortæller vagtchefen yderligere.

Solouheld på motorvejen sender ung mand på skadestuen

Lidt efter klokken 12.00 søndag middag endte en bil i autoværnet på E45 Nordjyske Motorvej efter et solouheld i sydgående retning efter afkørsel 29 Svenstrup.

- Det er en ung mand, der rammer autoværnet, og han bliver kørt til skadestuen til den nærmest sædvanlige kontrol, lyder det fra vagtchef Thomas Ottesen ved Nordjyllands Politi, der også oplyser, at meldingen kom ind som 'fuldt fastklemt', men det var ikke tilfældet.

Han siger, at politiet er i gang med at 'rykke dernede', og trafikken kan passere stille og roligt.

- Det er godt, at det er søndag, for så er trafikken jo, som den er. Hvis folk bare sætten farten ned og lader være med at køre ind i hinanden, så skal det nok gå godt, slutter Thomas Ottesen.

Behageligt efterårsvejr søndag

Morgenen har været køligt, men langsomt som dagen bliver ældre, vil temperaturerne stige til omkring de 15 grader.

Samtidig har vinden lagt sig fra lørdagens lidt heftige blæsevejr.

Solen vil mest vise sit ansigt tidligt på søndagen, inden der driver skyer ind fra vest.

Hen på aftenen vil temperaturerne falde hurtigt, og det vil blive køligt, men alt i alt ligner det en behagelig efterårsdag rent vejrmæssigt.

Læs mere i artiklen herunder.

20-årig redder FC Thy-Thisted Q med sen scoring

FC Thy - Thisted Q spiller med om de sjove pladser, der i sidste ende kan sikre en oprykning til Gjensidige Kvindeligaen, hvilket er den bedste række for fodboldkvinder i Danmark.

De gode takter skulle holdet forsøge at fortsætte hjemme mod Østerbro IF.

Hjemmeholdet kom dog skidt fra start og var allerede bagud med 0-1 efter otte minutters spil.

Det var svært for Thy - Thisted at komme resultatmæssigt tilbage i opgøret, og der skulle en scoring til i de døende minutter af den ordinære spilletid.

Med to minutter igen dukkede den kun 20-årige Anna Givskov op og scorede det udlignende mål til slutresultatet 1-1.

Det ene point bringer FC Thy - Thisted Q op på 15 point efter otte kampe i 1. division kun overgået af suveræne FC Midtjylland med 21 point efter lige så mange kampe.

Hobro taber efter skuffende anden halvleg

Der var ikke nordjysk succes i NordicBet Ligaen, da Vendsyssel FF tidligere på lørdagen tabte 0-1 hjemme til superliganedrykkerne fra Hvidovre IF.

Hobro IK havde dog en time senere på eftermiddagen muligheden for at skabe lidt nordjysk fodboldglæde.

Holdet skulle forsøge at følge op på sidste uges sejr mod Kolding IF med en udekamp mod AC Horsens denne lørdag.

Som lidt ekstra krydderi på opgøret ville Hobro med en sejr samtidig overhale netop AC Horsens i tabellen og spille sig på femtepladsen i den næstbedste foldboldrække for mænd i landet.

Det blev dog en kamp, der ikke væltede sig i målchancer, og det var samtidigt rigtigt svært at forudsige en vinder efter første halvleg, der endte uden scoringer.

Det var dermed spændende at se, om måltavlen ville lyse op i anden halvleg.

Det gjorde den et par gange. Til AC Horsens fordel til stor ærgrelse for de nordjyske gæster.

Første scoring kom med 20 minutter igen af kampen, og den anden scoring blev sat ind syv minutter senere til slutresultatet 2-0.

Nederlaget placerer Hobro IK på sjettepladsen med 15 point efter 11 kampe, og dermed holder holdet sig lige nøjagtig i det fine selskab, der efter 22 spillerunder deler sig op i henholdsvis et oprykning- og nedrykningsspil.