14 brandfolk hastede ud til brand i landejendom
Nordjyllands Beredskab blev klokken 11.20 kaldt ud til en brand på Ørtoftvej ved Sæby.
Kort tid efter stod beredskabet med 14 mand stærk ude på adressen. Ilden nåede at få fat i en tredjedel af tagkonstruktionen på landejendommen.
Det fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Jørgen W. Pedersen.
Først var der fare for, at branden ville sprede sig til hele huset, men det lykkedes brandfolkene at standse udbredelsen.
Stueetagen er dog røg- og sodskadet. Ingen personer er kommet til skade i branden.
- Vi har kontrol over det og er nu i gang med efterslukningen, men der venter fortsat nogle timers arbejde, fortæller indsatslederen.
Det var en beboer på ejendommen, som tilkaldte hjælp. Nordjyllands Beredskab fik assistance af Station Sæby, Østervrå og Frederikshavn.
Brandårsagen er endnu ukendt. Ørtoftvej har været delvist spærret på grund af de mange køretøjer fra beredskabet.