Kort Nyt

12 ud af 12 nederlag har ikke fået bægeret til at flyde over i Frederikshavn

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Frederikshavn White Hawks' sportschef, Kasper Kristensen, havde lørdag formiddag møde med den svenske cheftræner Patric Wener og assistenten Alex Bumagin. 

Der har været tale om et alvorligt møde, men sportschefen vil ikke bruge betegnelsen krisemøde. 

Det skriver Kanal Frederikshavn.

- Vi snakkede selvfølgelig om, hvad der skal ske, og der er ingen tvivl om, at vi har brug for radikale ændringer. Først og fremmest handler det om, at vores spillere skal ville det mere end modstanderne. Det var ikke tilfældet i aftes. Vi har ikke det dyreste hold, så vi er tvunget til at tage arbejdshandskerne på, siger sportschefen. 

Holdet har tabt de første 12 kampe i sæsonen i Metal Ligaen, og senest tabte de hele 1-8 til Rungsted fredag aften, men træneren har stadig tillid. 

- Han har været flere år i dansk ishockey, og vi ved hvad vi får med ham, siger Kasper Kristensen, der ikke er tvivl om, at Patric Wener er den rigtige cheftræner. 

Nordjyske kommuners hjemmeside har været nede

Rundt om i Danmark er flere kommuners hjemmeside nede, og det har også gjort gældende for flere af de nordjyske kommuner.

Det er Avisen Danmark, der er først med historien, men på TV2 Nord kunnn vi konstatere, at det i Nordjylland på et tidspunkt ikke var muligt at tilgå Morsø, Mariagerfjord og Frederikshavn kommuners hjemmeside.

Ingen af de nordjyske kommuner har meldt noget ud om nedbruddet, men Vejle Kommune, hvis hjemmeside også er nede, skriver, at de er udsat for et DDoS-angreb. Her overbelastes hjemmesiderne med store mængder af trafik, som får en hjemmeside til at gå ned.

Opdateres...

Støjende sporarbejde igangsat

Banedanmark vil have en grøn og moderne jernbane, der er klar til klimavenlige tog. Sporarbejdet begynder i dag og kan medføre støj i flere måneder.

Der udføres elektrificeringsarbejde på strækningen mellem Skalborg og Aalborg Lufthavn fra 9. december 2024 og frem til 30. juni 2025.

Arbejdet udføres i nætterne fra søndag aften til fredag morgen i tidsrummet 20.00-05.00. Grundet nattens mørke anvendes der lysprojektører under arbejdet.

Banedanmark håber på forståelse og tålmodighed fra de, der rammes af sporarbejdet.

- Vi beklager de gener, vores arbejde vil medføre for dig. Vi gør, hvad vi kan for at mindske generne, og håber på din forståelse, mens arbejdet står på.

Når julefreden sænker sig, er der også ro fra togsporrene. Elektrificeringsarbejdet sættes på pause mellem den 23. december og den 4 . januar.

Nordjyske elever er dårligere til at læse

Der er i stort set samtlige nordjyske kommuner en pil nedad, når det kommer til karaktererne for læsning.

Det viser Mentordanmark i en pressemeddelelse på baggrund af tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Værst står det til i Hjørring Kommune, hvor de går tilbage med hele 11,7 procent i forhold til de karakterer, som 9.klasserne fik til afgangseksamen i 23/24. En kommune trækker dog også i den anden retning. Læs mere om det herunder:

To store events skaber overskud for kommune

I løbet af sommeren har Aalborg Kommune været vært for de to idrætsevents, UCI Gran Fondo World Championships og World Firefighter Games 2024.

Til de to events lagde kommunen selv henholdsvis 1,5 millioner kroner og 2 millioner kroner, og det har givet et godt overskud for dem. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Skatteprovenuet ender nemlig samlet på 9,2 millioner kroner.

- Effektmålingerne sætter tal på den oplevelse, vi havde af de to events. De tiltrak rigtig mange udenlandske gæster Aalborg, som blandt andet lagde penge hos byens hoteller og restauranter, siger borgmester i Aalborg Kommune, Lasse Frimand Jensen (S).

I alt skabte de to events 37 millioner kroner i turistforbrug, og det daglige døgnforbrug for hver turist var på cirka 2000 kroner.

De fleste af pengene blev brugt på overnatning, mens restaurationsbranchen og transport indtog anden- og tredjepladsen over, hvor pengene blev brugt.

Glatte veje og blæsende: Men husk solbrillen

Selvom nordjyderne fra morgenstunden står op til plusgrader, kan temperaturerne på vejene godt variere og give glatte veje.

Det fortæller Andreas Nyholm fra TV 2 Vejr.

- Det er klaret op i løbet af natten, og det betyder, at temperaturen ved vejbanerne kan være under frysepunktet, selvom vi generelt set ligger lidt i plus, lyder det.

Med opklaringen giver han dog også et godt råd med på vejen.

- Klæd jer godt på, men husk også solbrillen. Solen står lavt, og det er endelig tiltrængt solskin, der kommer efter et par dage, hvor det har været gråt mange steder i Nordjylland.

Han fortæller også om, at morgenstundens blæsende vejr vil aftage i løbet af dagen.

Vejret tre timer frem
Vejret senere