Udkantsgymnasier reddet på målstregen
De syv udkantsgymnasier, der ligger i Nordjylland, får alligevel lov at beholde det milliontilskud, som de har fået siden 2019.
Det stod klart efter finansloven i dag blev præsenteret.
Regeringen havde ellers i deres udspil lagt op til, at gymnasierne mister det særlige tilskud, som de får.
- Konkret kunne det have gået ud over en studieretning. De nye 1. g'ere har lige valgt, og der har vi en sproglig studieretning med kun syv elever. De her elever vil rigtig gerne have tre fremmedsprog, og det kan vi nu tilbyde dem. Og det koster jo det samme at drive det for syv elever, som det gør for 30, siger Lars Jørgensen, der er rektor for Dronninglund Gymnasium.
Gymnasierne får nemlig det særlige tilskud, fordi de ligger mere end 20 kilometer væk fra nærmeste alternativ, og hvis de har under 430 elever.
På grund af taxametersystemet, hvor gymnasier får penge, alt efter hvor mange elever de har, gør det nemligt svært at drive gymnasium i områder, hvor der er færre elever.
Derfor får de syv gymnasier i Nordjylland, der falder ind under den kategori, 500.000 kroner i særligt tilskud. Penge som de nu får lov at beholde.
- Det er en af de bedre dage på kontoret, for det betyder rigtigt meget. Det betyder meget for eleverne, at vi kan tilbyde det samme stærke udbud af både studieretninger og valgfag, som de større gymnasier med flere elever kan tilbyde inde i byerne, siger rektoren.
I den nye finanslov er der afsat 31,5 millioner kroner i 2024 og 26,5 millioner kroner i 2025-2027 til formålet.
Læs mere her.