Kort Nyt

Tyv var rygetrængende: Stjal 130 kartoner på landejendom

En tyv brød tirsdag eftermiddag ind i en landejendom på Vanggårdsvej ved Brønderslev - her slap tyven af med noget forskelligt gods.

Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport.

Der blev nemlig taget en del guldsmykker og hele 130 kartoner cigaretter.

Tyven var kommet ind gennem et vindue, der var blev efterladt på klem og gennemrodede flere lokaler. Politiet har også sikret sig flere spor efter tyven i den videre efterforskning.

André skal afgræsse sine marker, men må ikke bygge læskur til dyrene

Det var ikke landmandsdrømme, der fik André Sloth Eriksen til at købe en landejendom ved Nibe, men græsset på de beskyttede naturarealer omkring ejendommen skal holdes nede for, at ejeren kan få økonomisk tilskud fra staten.

- Det havde jeg først gjort ved at køre med en avanceret form for plæneklipper, men på et møde sidste år sagde Aalborg Kommune, at det tillod de ikke. De vil have afgræsning, siger André Sloth Eriksen, der er direktør i techvirksomheden Asetek.

Derfor ejer han nu en flok skotsk højlandskvæg, der fungerer som naturplejere. Dyrevelfærdsloven siger, at dyrene skal have adgang til et læskur, hvis de skal gå ude hele året, men sådan et har Aalborg Kommune endnu ikke givet André Sloth Eriksen lov til at opføre.

- Enten skal jeg gå på kompromis med mine dyr, hvilket jeg aldrig ville gøre, og ellers skal jeg bryde byggelovgivningen og opføre et ulovligt læskur. Det er de to muligheder, jeg har, siger André Sloth Eriksen.

Det er 13 måneder siden, André Sloth Eriksen ansøgte om tilladelse til at bygge et skur. Den ansvarlige rådmand er enig i, at sagsbehandlingstiden i en sag som denne er for lang.

- Han bliver jo fanget mellem nogle fagligheder og mellem nogle lovgivningskomplekser. Det er jo ikke Aalborg Kommune, der laver lovgivningen. Det er Christiansborg, der skruer det her sammen. Vi er fanget i sådan nogle komplekser mellem to lovgivninger, som det her er, siger Jan Nymark Rose Thaysen (V), der er rådmand for By og Land i Aalborg Kommune.

Borgermøde i Mariager om besparelser på skoleområdet

Mariagerfjord kommune vil se på, om der kan spares penge ved at flytte administrationen på Havbakkeskolen i Als til skolen i Hadsund.

Det har fået forældrene til at indkalde til borgermøde onsdag eftermiddag, fordi de frygter, at analysearbejdet kun er første skridt på vejen til at lukke deres skole.

- Vi har 195 skolebørn her, og vi har 40 børnehavebørn, som er rigtig glade for at være herude i det her nærmiljø. Det vil vi finde os i, bliver taget fra os, siger Charlotte Overgaard Eriksen.

Og forældrene har måske noget at frygte. For i 2017 lukkede Øster Hurup skole og i 2019 lukkede Skelum-Veddum skole. Fælles for de to skoler er, at kommunen først fjernede administrationen, inden de lukkede skolerne.

Borgmester Mogens Jespersen (V) vil ikke udtale sig til TV2 Nord før efter borgemødet onsdag eftermiddag, men han siger til TV2 Nord, at der blot er tale om et analysearbejde, og at kommunen endnu ikke har taget en beslutning om, hvad der skal ske.

Millioner på vej til grønnere flextrafik

Ny bevilling på 5,1 millioner kroner skal styrke den grønne omstilling af flextrafikken.

5,1 millioner kroner. Så mange penge får Nordjyllands Trafikselskab til at styrke den grønne omstilling af flextrafikken.

Midlerne skal gå til et projekt, der skal være med til at give et fundament for en mere grøn flextrafik. Det skal ske ved at installere 15 lynladere ved sygehuse i Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Hobro og Farsø.

Det skal både være med til effektivisere flextrafikken, samtidigt med, at det nedbringer CO2-udledningen med 6400 tons.

- Jeg er stolt over, at vi i Nordjylland nu får tildelt 5,1 mio. kr. til grønne busser og flextrafik. Det er et vigtigt skridt mod en mere bæredygtig fremtid, hvor vi kan sikre bedre transportmuligheder for vores borgere. Puljen til grønne busser og flextrafik er et afgørende skridt i retning af nulemissionskørsel i hele landet. Jeg glæder mig til at følge udviklingen og er overbevist om, at vi sammen kan skabe en mere bæredygtig transportsektor for fremtidige generationer, siger Rasmus Prehn (S), der er formand for folketingets transportudvalg.

I alt seks projekter har fået tildelt 55,1 millioner kroner i støtte til grønnere busser og flextrafik.

Hostel i mindre by begæret konkurs

Så gik den ikke længere for Bankbox Hostel Aabybro.

Virksomheden, der ligger på 1. sal på Jens Møllersvej 3 i Aabybro, er efter halvandet år begæret konkurs.

- Vi har begæret stedet konkurs, fordi vi mener, det er det ansvarlige at gøre, når vi kan se, at vi er ved at løbe tør for penge, forklarer Anders Christiansen, der er direktør for DGI Huset Aabybro, som stod bag Bankbox Hostel Aabybro.

Håbet var, at vandrehjemmet kunne køre rundt dels takket være gæster på træningscamps i DGI Huset, og dels takket være almindelige gæster. Men sådan er det desværre ikke gået.

- Realiteten var noget andet. Vi har simpelthen ikke kunnet lave nok træningslejre, fordi der har været optaget i både DGI Huset og på kunststofbanerne i byen, forklarer Anders Christiansen.

Her er vinderen af årets Drachmannlegat

Årets Drachmannlegat gives i år til forfatter Kirsten Thorup.

Det oplyser Skagens Museum i en pressemeddelelse.

- Jeg er virkelig rørt og beæret over at skulle modtage årets Drachmannlegat med den perlerække af forfattere som forgængere, udtaler Kirsten Thorup.

Hun hyldes med legatet for sit ”stærke og varme fortællehjerte”.

Kirsten Thorup modtager med Drachmannlegatet et ophold på Klitgaarden Refugium og 15.000 kroner.

Legatet overrækkes ved et særarrangement på Skagens Museum den 26. oktober 2024.