Sommerspil stopper samarbejde med Lannerö
Hjørring Sommerspil afbryder samarbejdet med Benjamin Lannerö, det skriver de i en pressemeddelelse.
Til sommer opfører Hjørring Sommerspil musicalen "Vi maler byen rød" på friluftsscenen i Sct. Knuds Kilde, hvor Benjamin Lannerö indtil nu har været instruktør.
- Vi må desværre konstatere, at Benjamin Lannerös forskellige aktiviteter i forbindelse med aflysningen af den planlagte Vendsyssel Revy udgør en hindring for, at samarbejdet om produktionen af ”Vi maler byen rød” kan fortsætte, skriver de i pressemeddelelsen.
De skriver også, at de allerede har set flere konsekvenser af Benjamin Lannerös aktiviteter, som de på ingen måde ønsker at blive associeret med.
Udover at være instruktør på den kommende musical, var Benjamin Lannerö også en del af Sommerspillets bestyrelse, men her er han heller ikke velkommen længere.
Som instruktør bliver han nu erstattet af Jesper Frydkjær, der også tidligere har instrueret for Sommerspiller.
- Vi er glade for at kunne genoptage samarbejdet med Jesper Frydkjær, og garanterer en flot sommermusical, afslutter de pressemeddelelsen.