Sne-brøler på gymnasium
Rektor nægtede snefri, men vicerektoren måtte efter ét modul køre eleverne hjem.
Flere gymnasieelever fik forlænget juleferien, da snestormen onsdag ramte Nordjylland, og nogle gymnasier så sig nødsaget til at holde snefri.
På Dronninglund Gymnasium fastholdt de i stedet undervisningen og dermed mødepligten.
Rektor og vicerektor, som bor henholdsvis syd for Limfjorden og i Sæby, stod op onsdag morgen klokken seks og så ud af vinduet.
- Der var faldet meget lidt sne, og der var ingen alvorlige varsler på DMI, og så skal vi drive skole, lyder det fra rektor på Dronninglund Gymnasium, Lars Jørgensen.
Derfor blev eleverne bedt om at møde op. Hurtigt tog snestormen til, flere busser blev aflyst, og allerede klokken 9.15 meddelte rektor, at eleverne skulle tage hjem efter første modul.
- Jeg blev nervøs for, om alle eleverne kunne komme hjem, fortæller Lars Jørgensen.
Og det blev da også en udfordring for flere elever, hvilket resulterede i, at vicerektor måtte fylde bilen op og levere de sidste elever trygt hjem.
Gymnasiet var igen tomt klokken 12. En del tidligere end rektoren havde forestillet sig fra morgenstunden.
- Set i bakspejlet er det en træls og ærgerlig situation, og jeg ville da gerne have taget en anden beslutning, siger Lars Jørgensen, der tager let på situationen.
- Jeg har beklaget, og eleverne har været meget forstående.
Det var blandt andet manglende instrukser til virtuel undervisning hos 1.g'erne, som gjorde, at rektor foretrak fysisk undervisning. Det er der nu kommet en fast procedure for.
Eleverne på Dronninglund Gymnasium modtog derfor virtuel undervisning torsdag, og i dag er de igen tilbage på gymnasiet.