Sag om ALS-ramte Dorte ender på ministerens bord
Det seneste halvandet år har Dorte Harbo fra Brønderslev kæmpet med Brønderslev Kommune for at få flere timer til at oplære hjælpere.
Dorte har nemlig ALS, og derfor er hun beviliget hjælp 24-timer i døgnet. I øjeblikket har hun kun to hjælpere ansat, der skal klare fem mands job, og hun kan ikke få ansætte flere, før Brønderslev Kommune beviliger hende flere timer til at oplære hjælpere.
- Det betyder, at jeg ikke har meget aktivitet, når der er nye, og jeg vil gerne ud hver dag, sagde Dorte Harbo, da TV2 Nord snakkede med hende 27. december. Hun blev bakket op af den ene af sine to hjælpere:
- Kort sagt er konsekvenserne, at det er rigtig hårdt for Dorte, for hun får ikke en fast rutine. For os faste hjælpere betyder det i privatlivet, at det bliver svært at være en god kæreste, ven og datter, for der er ikke timer nok i døgnet, sagde hjælper Sarah Christensen.
Og den sag er så urimelig, at SF'eren Charlotte Broman Mølbæk, der er valgt i Østjyllands storkreds, vil have bolig- og indenrigsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til at svare på spørgsmål i sagen i folketingets socialudvalg.
Det er nemlig faldet SF'eren for brystet, at Dorte Harbo skal bruge halvandet år på at vente på en afgørelse fra Brønderslev Kommune.
Især set i lyset af at mennesker med ALS gennemsnitligt kun lever tre år med sygdommen.
Læs mere her.