Sådan lyder anklagen fra Sæby Handel, fordi et projekt på Aalborgvej i Sæby nu har lange udsigter.
- Det vil styrke Sæby, fordi når du kører inden til Sæby, vil du se, at det er en by i drift. Det er en by, hvor der er liv. Der er investeret, og kæderne bliver interesseret i Sæby, og når der kommer en kæde til, kommer der altid flere til. Det er sådan det er, siger formanden for Sæby Handel, Hans Ole Kalhøj.
For ejendomsudvikling Nord, der står bag to projekter på Aalborgvej i Sæby, kan ikke komme igang med deres projekter, fordi politikerne i kommunen i sidste uge besluttede, at der skal laves en samlet detailanalyse.
- I stedet for at vi skal til at lave en (red. detailhandelsanalyse) ude på Aalborgvej, en anden på Aalborgvej, en i City Vest, en på Hjørringvej i Frederikshavn og en i Skagen, så vælger vi at lave en samlet detailhandelsanalyse for hele kommunen, siger formanden for Plan- & Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune Peter E. Nielsen (S).
Det er et lovkrav, at der skal laves en detailhandelsanalyse, når der nogen søger om at lave butik eller detailhandel udenfor et område, som der i forvejen i kommuneplanen er udlagt til butikker. En samlet detailhandelsanalyse for hele kommunen tager i følge udvalgsformanden mellem et halvt og et helt år at få på plads, og indtil da er alle projektet sat på pause.
- Der er jo ingen investorer, der på længere sigt kan fatte interesse for Frederikshavn Kommune, når man med sådan en analyse bremser udviklingen, for det er det, man gør med den detailhandelsanalyse, siger formanden for Sæby Handel, Hans Ole Kalhøj.