Brønderslev Kommune får ny direktør
Brønderslev Kommune har fået ny direktør for Børn og Kultur.
Valget er faldet på Mads Rune Jørgensen, der har været skolechef i Aalborg Kommune siden 1. august 2019. Og valget af den nye direktør vækker glæde hos kommunen.
- Jeg er helt sikker på, at vi med Mads får en profil, som både vil og kan arbejde videre med at udvikle kerneopgaverne indenfor blandt andet skole-, fritids- og kulturområdet, lyder det fra borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V).
Mads Rune Jørgensen blev valgt ud fra 12 kandidater, og han ser frem til sin nye rolle.
- Jeg har læst arbejdsgrundlaget for direktionen i Brønderslev Kommune, og de værdier, som fremgår her, er i tråd med sådan, som jeg ønsker at arbejde. Der er et godt samarbejde i organisationen, med politikerne og med borgerne og jeg glæder mig til at stå i spidsen for en fagforvaltning, der varetager opgaver på et af de vigtigste velfærdsområder i vores samfund, fortæller han.
Mads Rune Jørgensen begynder i sit nye arbejde 1. januar 2025.