VM-guld udløser fridage til Aalborg-spillere
Tre spillere fra Aalborg Håndbold var med til at sikre Danmark det fjerde VM-guld i træk i herrehåndbold, og selvom kampene på klubplan venter forude, kan de glæde sig over noget fridage i kølvandet på verdensmesterskabet.
Simon Hald, Thomas Arnoldsen og Henrik Møllgaard har sammen med de øvrige landsholdsspillere været væk fra deres familie i en måneds tid, og derfor har Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen valgt at give de tre verdensmestre et par ekstra fridage.
De møder derfor først ind til træning på torsdag og når dermed kun få træningspas med holdkammeraterne før lørdagens udekamp mod Bjerringbro-Silkeborg i herrernes håndboldliga.