Vildfaren soldat gik rundt med attrapvåben og skræmte borgere
Onsdag eftermiddag var der flere borgere, der kontaktede politiet med samme bekymring. Ved Nørresundby og Lindholm Brygge gik en soldat nemlig rundt med noget, som lignede et gevær.
Det fik flere borgere til at henvende sig til Nordjyllands Politi.
- Når flere personer ringer til os og bemærker en med et våben, så føler de sig utrygge. Og så reagerer vi på det. Vi kastede alt ind, hvad vi havde, så vi har haft fat i personen, siger Jesper Sørensen, der er vagthavende hos Nordjyllands Politi.
- Der var tale om en soldat med et attrapvåben. Han var ude at gå march i uniform, siger Jesper Sørensen.
Nordjyllands Politi er i skrivende stund ved at skrive rapport om hændelsen, for det er ikke en del af normalen, at soldater går rundt i det civile samfund med genstande, der til forveksling ligner rigtige våben.
- Vi har afhørt soldaten, og vi har givet besked til Forsvaret. Så må vi se, hvordan det skal takseres, siger Jesper Sørensen.