Uheld på Hjørringvej - kun ét spor farbart
Nordjyllands Beredskab samt Nordjyllands Politi er lige nu tilstede på Hjørringvej i Nørresundby i forbindelse med et færdselsuheld.
Uheldet skete omkring klokken 12.40, hvor en stilleholdende taxa blev ramt bagfra af en anden bil.
- Der er to tilskadekomne med nakkesmerter, men ikke noget alvorligt, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Lau Larsen.
Der er nu et større oprydningsarbejde i gang, men det ene spor er fortsat farbart.
- Vi har en patrulje derude, som dirigerer færdslen, så der vil være kø, siger vagtchefen.
Han opfordrer folk til at finde en alternativ rute, mens politi og beredskab færdiggør arbejdet.
Nordjyllands Politi forventer at være tilstede den næste halve time frem.