Kort Nyt

Uheld i tunnelen - bil og lastbil i uheld

I sydgående retning er det lige nu trængt med plads i Limfjordstunnelen, da både en lastbil og bil er havareret.

Det skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Her fremgår det, at man kan passerer med forsigtighed, da politiet er til stede og dirigerer trafikken.

Opdateres...

To vil være S-spidskandidat i regionen

En urafstemning blandt Socialdemokratiets nordjyske medlemmer skal nu afgøre, hvem der bliver partiets spidskandidat til regionsrådsvalget om et år.

To kandidater havde på forhånd meldt sig på banen. Regionsbestyrelsen valgte at sætte en ekstra frist med mulighed for at stille op, men det førte ikke til nye forslag.

Derfor står urafstemningen efter et ekstraordinært repræsentantskabsmøde mandag aften nu mellem den nuværende gruppeformand i regionsrådet, Mogens Nørgård, der også er 2. næstformand i regionsrådet, og Hjørrings mangeårige borgmester, Arne Boelt. 

Arne Boelt sidder ikke i regionsrådet i dag, men er medlem af byrådet i Hjørring, som han forlader ved valgperiodens udløb næste år.

Urafstemningen varer frem til 1. december, oplyser Preben Dahlgaard, der er formand for Socialdemokratiet i  Nordjylland.

Den ny spidskandidat afløser den mangeårige regionsrådsformand Ulla Astman, der har forladt politik.

TV2 Nords første direktør er død

Bent Bjørn er afgået ved døden, 78 år gammel.

Det bekræfter flere kilder overfor TV2 Nord.

Bent Bjørn var TV2 Nords første direktør, og han stod derfor med den specielle og svære opgave at bygge en hel TV-station op fra grunden. Rollen som direktør bestred han frem til 2005, og han blev senere valgt til kommunalbestyrelsen på Læsø.

Her var han opstillet for Læsølisten, men han valgte at blive løsgænger senere hen.

Tidligere havde han været journalist på blandt andet Berlingske Tidende og Aalborg Stiftstidende, inden han fik posten som direktør på TV2 Nord.