Tyndt Aalborg-hold udbygger vild stime - men måtte slide for sejr
Et Aalborg Håndbold-hold uden flere profilerede navne skulle søndag forsøge at udbygge stimen af sejre i Herre Håndbold Ligaen.
Nordsjælland Håndbold bed godt fra sig, men til sidst viste Aalborg Håndbold klassen og vandt med 33-27.
Kort om kampen:
Hverken Renè Antonsen eller Jesper Nielsen moslede rundt på stregen for Aalborg Håndbold i aftenens opgør mod Nordsjælland Håndbold.
Ingen af de to var taget med hen til Brøndby Hallen, hvor godt og vel 5000 tilskuere tog imod spillerne.
Patrick Wiesmach og Thomas Arnoldsen manglede også på cheftræner Stefan Madsens holdkort, og det var ikke uden betydning. For gennem hele første halvleg haltede Aalborg-mandskabet efter Nordsjælland.
Det var først til allersidst, at det lykkedes Mikkel Hansen og co. at fange Nordsjælland, som før kampen var at finde på 11. pladsen i Herre Håndbold Ligaen.
Pausestillingen var højst overraskende 15-15.
I starten af anden halvleg bølgede det frem og tilbage, men pludselig kunne Nordsjælland Håndbold ikke følge med.
Folk som Niklas Landin, Mads Hoxer og Mikkel Hansen trådte på gaspedalen, og så førte Aalborg Håndbold med fire mål midtvejs i anden halvleg.
Det kom hjemmeholdet sig aldrig over, og derfor kunne Aalborg Håndbold nappe sin 11. sejr i træk i Herre Håndbold Ligaen ud af 11 mulige. Slutresultatet blev 33-27.
De mest scorende Aalborg-spillere var Mikkel Hansen og Kristian Bjørnsen, som begge blev noteret for seks mål.
Nu venter der holdet en pause, inden de 11. november møder Bjerringbro-Silkeborg Håndbold på hjemmebane i Sparekassen Danmark Arena.