Kort Nyt

TV-Bingo overlever: - Nu skal jeg i hvert fald holde fem år endnu

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På en god dag samler Sifa TV-Bingo - ifølge kontorleder og vært Peter Skram - lige så mange seere, som der er at finde i Parken, når FCK tørner sammen med Manchester United i Champions League.

Omkring 40.000.

Derfor er der formentligt mange, der trækker ekstra på smilebåndet. Sifa TV-Bingo har nemlig fået tilladelse til at fortsætte sin 'drift af onlinekasino' i yderligere fem år.

- Jeg er en glad mand. Nu skal jeg i hvert fald holde fem år endnu, siger en grinende Peter Skram.

Ifølge tv-værten har det været en lang og sej kamp at få forlænget tilladelsen, men nu er der styr på juraen for de kommende år.

Dermed kommer det atter til at klinge i statskassen. Sifa TV-Bingo forventer, som det ser ud nu, at betale fire millioner kroner i afgift til staten i 2023. Ifølge Peter Skram kan politikerne, hvis alt går vel, se frem til yderligere 20 millioner kroner fordelt på de næste fem år.

Det nordjyske kultprogram, som næsten har 40 år på bagen, har de seneste år været lukningstruet på grund af de forhøjede afgifter. 

AaB er blandt de yngste hold i verden

AaB har fået en blandet start på sæsonen, hvor holdet er placeret som nummer ni i 3F Superligaen efter 15 kampe, men på ét punkt er de øverst i landet - og blandt de førende i verden.

Det gælder, når man kigger på, hvor unge spillerne, der bliver benyttet er.

Her har AaB benyttet sig af de yngste spillere i denne sæsons Superliga med en gennemsnitsalder på 23, 4, og det er også godt nok til at være syvendebedst blandt de klubber, der er repræsenteret i tallene fra CIES Football Observatory.

AaB's sportsdirektør James Gow kalder tallene interessante, og at det bygger på en identitet, AaB gerne vil have.

Du kan læse et længere interview med James Gow om tallene i artiklen herunder.

Beate bagte - nu er der samlet rekordmange penge ind

I oktober blev der traditionen tro bagt og solgt bagværk over hele landet til fordel for BørneTelefonen.

En af dem, var 9-årige Beate Vega Eichner Jensen fra Hjørring, der sammen med sin mormor forsøgte at samle 10.000 kroner ind. De har sammen bagt og solgt kager siden april for at samle penge ind til BørneTelefonen.

På landsplan er der nu blevet samlet 3,1 millioner kroner ind, og det er et rekordresultat.

I alt 7046 private familier, skoler, foreninger, institutioner og virksomheder fra Region Nord deltog i år i Bag for BørneTelefonen.

Vil sagsøge staten og ugyldiggøre 3. Limfjordsforbindelse

"Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen" er nemlig ved at samle penge ind til at føre en retssag mod staten for anlægsloven. Målet er at samle en million kroner ind - når det mål er nået, vil de lægge sag an. De vil have tjekket, om alle EU-direktiver er fulgt efter reglerne.

Indtil videre er 444.000 kroner samlet ind.

- Jeg synes, det er et meget bredt grundlag at rejse en sag på. Jeg synes, det virker ufokuseret, siger formand for transportudvalget, Rasmus Prehn (S).

Kan sådan en retssag være med til at sinke projektet?

- Mit udgangspunkt er, at der ikke er noget at komme efter. Vi havde en ekstraordinær tilbundsgående proces i forbindelse med behandlingen af sagen, siger Rasmus Prehn.

Louise Faber, der er advokat for borgerbevægelsen, er helt uenig.

Vi mener, at det har været en tidsmæssigt presset proces med alt for korte høringsprocesser. Det er vores opfattelse, at politikerne selv synes, de har talt godt med hinanden om sagen, men ikke lyttet til alt det, der ellers er foregået, mener hun.

Politiet forlænger opholdsforbud ved rockerklubhus

Siden september 2023 har Nordjyllands Politi lavet et opholdsforbud mod Hells Angels' rockerklubhus på Østergade 24 i Nørresundby.

Og det fortsætter som minimum også det næste 14 dage. Det skriver Nordjyllands Politi på X.

Nu gælder forbuddet frem til 28. november, og politiet forbyder en hver adgang på adressen, hvor der siden september 2023 også har været øget patruljering ved.

Liberal profil genopstiller ikke

I Brønderslev Kommune skal Liberal Alliance nu på jagt efter en ny spidskandidat til byrådet.

Partiets eneste medlem af byrådet, Martin Bech, meddeler nemlig på Facebook, at han ikke genopstiller til kommunalvalget i 2025.

- Når valgperioden er udløbet, har jeg været folkevalgt i 16 år. Jeg trænger til at prøve noget andet, skriver han blandt andet.

Martin Bech vil nu give partiet mulighed for at finde en anden kandidat end ham selv. Faktisk blev han allerede som 19-årig valgt ind i regionsrådet, og han er i gang med sin tredje periode i byrådet i Brønderslev.

Martin Bech er dog kun valgt som Venstre-medlem, da det først var i 2022, at han skiftede parti og blev medlem af Liberal Alliance.

Ved Folketingsvalget i 2022 stillede han også op for LA, men han blev ikke valgt ind.