Kort Nyt

Togbusser retur på nordjysk strækning i over en måned

'Vi tør næsten ikke sige det højt, men fra 10. oktober - 22. november skal nogle af vores hårdt prøvede togrejsende altså med togbus igen'.

Sådan skriver NT på sin Facebook.

Årsagen til, at der igen indsættes togbusser, er, at træerne langs skinnerne mellem Aalborg og Frederikshavn skal beskæres, så de ikke bliver til fare for togene og de rejsende.

Mens arbejdet står på, bliver der lukket for togkørslen, og derfor indsætter man i stedet togbusser.

Arbejdet bliver dog udført sent om aftenen og om natten, så det kommer til at genere så få som muligt.

NT påpeger desuden, at det tidligere sporarbejde ikke kunne kobles sammen med det nye arbejde.

"Hvis du nu sidder og tænker på, om det havde været praktisk muligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt at lave træbeskæringen, mens det tidligere sporarbejde stod på, så er svaret et nej."

Få et overblik over, hvornår strækningerne lukkes her.

Ambulance tilkaldt: Solouheld med barn i bilen

En tysk fører af en personbil er tirsdag eftermiddag ved 16-tiden kørt i grøften tæt ved campingpladsen Tranum Klit Camping.

I bilen var der også et barn.

- Parterne er kørt væk med ambulance til rutinetjek. Der er ikke umiddelbart livstruende skader, lyder det fra Thomas Ottesen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Han fortæller yderligere, at personbilen kørte i grøften med 70 kilometer i bilen, og at årsagen til solouheldet er uafklaret på nuværende tidspunkt.

Ild i køkken på H.C. Andersens Vej

Opdateret: Nordjyllands Beredskab er fremme og har styr på branden. 'Vi afmonteret et komfur og en mikroovn, hvor der har været ild omkring, skriver beredskabet på X.

Nordjyllands Beredskab har sendt Station Hjørring afsted til en opgave på H.C. Andersens Vej i Hjørring, hvor meldingen går på en bygningsbrand i en villa/rækkehus.

Meldingen fik beredskabet 15.46 tirsdag eftermiddag.

På det sociale medie X skriver beredskabet desuden, at 'melding lyder på ild i køkken. Vi er ikke fremme endnu'.

Succesfuld Liverpool-dansker ramt af skrækskade

Den 22-årige nordjyske Liverpool-spiller Sofie Lundgaard forlængede i september kontrakten med den engelske storklub efter en meget succesfuld tid i klubben, hun skiftede til i januar 2023 fra Fortuna Hjørring.

Nu er hun dog blevet ramt af sort uheld.

I weekendens kamp mod Tottenham vred hun sig pludselig i smerte i et solouheld, og det var tydeligt, at der var noget helt galt.

Midtbanespilleren har tirsdag fået dommen fra lægerne.

Hun har revet det forreste korsbånd over, og der venter hende nu en operation og en længere genoptræningsperiode, skriver Liverpool FC på sin hjemmeside.

- Vi er alle knuste på Sofies vegne, lyder det fra Liverpool Women's manager Matt Beard.

- Nogle gange sker disse ting i fodbold, og det kan være så grusomt. Det her bliver en test af hendes karakter, men jeg er sikker på, at hun kommer tilbage fra det med støtten fra det netværk, hun har her.

Manageren kalder det samtidig et tab for holdet, da Sofie har haft en rigtig god 'pre-season'.

TV2 Nord fulgte sidste år Sofie Lundgaard i Liverpool i programmet 'Fodbolddrømme i Liverpool'. Første afsnit kan du se herunder:

Aalborg Håndbold forlænger med norsk fløjspiller

Aalborg Håndbold forlænger med den træfsikre norske fløjspiller Kristian Bjørnsen, så han også tørner ud for klubben indtil sommeren 2026.

Det skriver Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

Det er anden gang, at klubben forlænger kontrakten med den 35-årige nordmand, der har været i klubben siden 2021 på en treårig kontrakt fra den tyske Bundesligaklub HSG Wetzlar.

- Vi er meget tilfredse med, at vi har kunne forlænge aftalen med Kristian for yderligere en sæson. Han er en vigtig brik på holdet og er blandt de mest stabile fløjspillere i Aalborg Håndbolds historie. Dertil kommer, at han altid præsterer på et meget højt niveau med stor træfsikkerhed i sine afslutninger, mens han defensivt også er en dygtig og snu spiller, hvis store erfaring kommer både ham selv og hele holdet til gode, siger Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

Også Bjørnsen er tilfreds med forlængelsen.

- Jeg er utrolig glad for at have forlænget min kontrakt med klubben i endnu en sæson. Jeg kom hertil for at vinde titler og spille med i Champions League – og begge dele er i den grad lykkedes, ligesom det er spændende at være del af en ambitiøs klub der hele tiden udvikler sig. Samtidig er jeg og min familie også meget glade for at bo i Aalborg. Vi befinder os godt i byen, der virkelig er en ægte sportsby, hvilket man også ser på den store opbakning vi har på hjemmebanen i Sparekassen Danmark Arena. Mit mål er klart, at vi inden for de kommende par sæsoner kan stå med Champions League-trofæet i hånden, hvilket jeg mener er realistisk, når man ser på de spillere vi har i truppen og de der kommer til næste sommer, siger Kristian Bjørnsen.

Kristian Bjørnsen er per dags dato noteret for 166 kampe og 498 scoringer for Aalborg Håndbold, mens det for det norske landshold er blevet til foreløbig 204 kampe og 735 mål.

Selskab leverer kæmpe millionoverskud igen

Det går godt i landets nordligste by.

I hvert fald for Skagen Cementstøberi A/S, der endnu engang leverer et flot resultat. For regnskabsåret 1. juli 2023 til 30. juni 2024 har virksomheden offentliggjort et overskud på mere end 58 millioner kroner.

Det helt præcise tal er 58.456.000 kroner.

Virksomheden fortsætter dermed takterne fra de seneste mange års regnskaber, hvor der er blevet leveret overskud i samme omegn gang på gang.

Sidste regnskab viste nemlig et overskud på over 71 millioner kroner, forrige år på over 85 millioner kroner, og i regnskabsåret 2020/21 var det på svimlende 85.638.000 kroner.

Årsrapporten blev godkendt 4. oktober på den ordinære generalforsamling.