To personer anholdt efter stor politiaktion - har relation til sag fra bandemiljøet
De to anholdte fremstilles ved middagstid ved Retten i Aalborg.
En politiaktion fandt fredag eftermiddag sted omkring klokken 15:30 på en adresse i Øgadegadekvarteret i Aalborg. Her blev to skydevåben fundet, og fire personer blev i første omgang anholdt.
Det fortæller efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi Ulf Munch Sørensen.
De to anholdte på henholdsvis 19 og 26 år fremstilles til middag, og de er sigtet for besiddelse af skydevåben. De to øvrige personer er blevet løsladt.
Har relation til større sag
Efterforskningslederen oplyser, at sagen har relation til en anden stor politiaktion, hvor syv personer med tilknytning til det aalborgensiske bandemiljø tilbage i juni blev anholdt.
Den aktion skete efter længere tids efterforskning af en sag om knivstikkeri i Aalborg i det tidlige forår.
Ulf Munch Sørensen ønsker ikke at oplyse, hvilke skydevåben, der blev fundet på adressen i Øgadekvarteret fredag eftermiddag.