To mænd varetægtsfængslet for voldtægt af mindreårige
En mand i 20'erne og en mand i 30'erne fængsles indtil 22. august.
Begge er sigtet for voldtægt af mindreårige. Det oplyser Søren Riis Andersen, der er fra anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.
Grundlovsforhøret, der begyndte klokken 13.00, foregik for lukkede døre.
De to mænd blev anholdt lørdag aften på adresser i Aalborg-området. Det var lørdag morgen, at politiet modtog anmeldelsen om voldtægt, som skulle være begået i Aalborg Kommune.
Ofrene er to mindreårige piger på 14 år og en pige på 15 år. Søren Riis Andersen fortæller, at begge de sigtede kærede kendelsen, da de nægter sig skyldige.
Politiet foretog anholdelserne på baggrund af afhøringer af ofrene, øvrige personer og indhentning af videoovervågningsmateriale. Førnævnte gjorde, at de hurtigt kunne identificere de to, der nu er sigtet i sagen.
Lederen af politiets igangværende efterforskning, politikommissær Kenneth Rodam, kalder det en meget alvorlig sag. Der er tale om voldtægt efter flere bestemmelser i straffelovens paragraf 216 – herunder samleje med barn under 15 år, hvor gerningsmanden er fyldt 22 år.
- Derfor beder vi også om offentlighedens forståelse for, at vi – både af hensynet til pigerne og deres pårørende og hensynet til vores verserende efterforskning – ikke kan gå i detaljer med sagens nærmere omstændigheder, lød det fra Kenneth Rodam søndag formiddag.
Nordjyllands Politi har nu et større efterforskningsarbejde foran sig. Her skal de forsøge at klarlægge hele hændelsesforløbet før, under og efter, herunder at få kortlagt ofrenes og gerningsmændenes præcise færden.