To anholdelser, to dage, én mand
Relativt få mennesker har prøvet at blive anholdt, men det er bestemt ikke mange, der er blevet anholdt to dage i streg.
Det skete dog for en mand i Aalborg forleden. Mandag formiddag blev politiet nemlig tilkaldt til Møllegade, idet en mand råbte og truede folk, der kom forbi ham.
Mandens opførsel gjorde folk utrygge, og derfor gav politiet ham besked på at forlade området.
Men den gik manden dog ikke med til. Det kostede ham derfor en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, en anholdelse og fem ensomme timer i detentionen.
Anholdelsen var dog ikke den første. Fordi dagen før havde den præcis samme mand gjort noget lignende, hvilket også havde resulteret i en anholdelse.