Tidligere AaB-træner bliver midlertidig landstræner efter Hjulmand-stop
Det er noget af et ansvar, der bliver placeret på Morten Wieghorst skuldre. Den tidligere AaB-træner skal nemlig midlertidigt stå i spidsen for Herrelandsholdet.
Fredag formiddag meddelte DBU, at Kasper Hjulmand stopper i jobbet. Forbundet og Kasper Hjulmand er i fællesskab nået frem til, at det var tid til et skifte, lyder det i en pressemeddelelse.
Peter Møller, der er fodbolddirektør i DBU, glæder sig over, at Morten Wieghorst har sagt ja til at være landstræner frem til nytår.
- Wieghorst er en toptræner med erfaring fra store danske klubber og som U21-landstræner, og han har alt det, der skal til for at føre holdet videre i den næste periode. Han kender holdet, spillerne, staben og måden, vi gerne vil spille og udtrykke os på, når landsholdet spiller, siger han og fortsætter:
- Morten har været loyal over for Kasper, men vil naturligvis den kommende tid sætte sit eget præg på holdet, siger Peter Møller.
Wieghorst kommer til at lede landsholdet i efterårets Nations League-kampe.
Selv opnåede han som spiller 30 landskampe for Danmark, og tidligere har han været cheftræner i FC Nordsjælland, AaB, AGF og for U21-landsholdet, ligesom han udover at have været assistenttræner på Herrelandsholdet også har været det i Premier League for Swansea.
Selv takker han for tilliden fra DBU.
- Det er selvfølgelig en stor ære og et stort skulderklap, at DBU i denne situation har valgt, at jeg skal være landstræner. Vi har en fantastisk talentmasse i dansk fodbold, og jeg glæder mig meget til at tage fat på opgaverne til efteråret, siger Morten Wieghorst og tilføjer:
- Jeg vil sammen med staben og spillerne give alt for, at vi kan opnå succes i de spændende kampe i Nations League og arbejde for at danskerne kan være stolte over deres landshold, siger han.
Kasper Hjulmand vil fremadrettet på konsulentbasis have en tilknytning omkring det store kulturprojekt Hele Danmarks Klubhus, hvor ambitionen er at skabe et stort nyt nationalt fodboldkraftcenter samt regionale kraftcentre på tværs af Danmark.