Svømmehal stod i flammer - nu er der nyt om dens fremtid
Det var et voldsomt syn, da flammerne stod op fra Østre Allé Svømmehal i Aalborg tilbage i august. I alt 30 brandmænd var involveret i slukningsarbejdet i den voldsomme brand.
Siden har brandtomten stået øde hen. Først fik kommunen nedrevet de dele af den afbrændte bygning, der udgjorde en nedstyrtningsfare, dernæst blev bassinet tømt og stedet tømt for brandaffald.
En forsikringssag er i gang omkring branden, og det er derfor, kommunen har skullet tage stilling til fremtiden for stedet.
Indstillingen fra sundheds- og kulturudvalget lyder nu, at svømmehallen genopføres på den nuværende placering.
Der har været flere alternative placeringer af svømmehallen oppe at vende, men indstillingen peger på den nuværende placering. Dermed udelukker de en placering ved Sønderbroskolen, Teglgaards Plads, samt Hornevej ved AaBs anlæg.
Økonomiudvalget skal godkende indstillingen på deres møde 22. januar, før beslutningen om en genopførsel ligger fast.