Kort Nyt

Stefan Madsen stopper i Aalborg Håndbold

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Stefan Madsen og Aalborg Håndbolds veje skilles til sommer.

Det skriver Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse. 

Se interviews i bunden af artiklen

Stefan Madsen har været i Aalborg Håndbold i mere end 10 år, og i de seneste fem og et halvt år har han fungeret som cheftræner.

Beslutningen om at stoppe blev i weekenden truffet endegyldigt efter en snak med Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

- På det seneste har tanken om at prøve noget nyt rumsteret hos mig, en tanke der voksede sig større, og nu er blevet omsat til handling. Alle har brug for nye impulser med jævne mellemrum. Det gælder både klubben, spillerne og i dette tilfælde mig selv, siger Stefan Madsen og tilføjer:

- Efter den netop overståede periode med flere vigtige kampe har jeg derfor, efter samråd med min familie, valgt, at jeg efter sommerferien skal prøve kræfter med noget nyt. Hvor beslutningen tager mig hen, er endnu ikke afklaret.

Det er nogle store sko, der skal udfyldes, forklarer Jan Larsen.

- Stefan er uden tvivl den mest succesrige træner i klubbens historie. Han har ført os til tre danske mesterskab, to pokaltitler, tre Super Cup-titler og en plads i finalen ved Final 4 i Champions League, så man skal selvfølgelig lige fordøje sådan en udmelding, siger Aalborg-direktøren og fortsætter:

- Når det er sagt, så har vi stor forståelse for beslutningen, som vi naturligvis respekterer fuldt ud, ligesom vi er helt sikre på, at Stefan vil levere en 100 procent dedikeret indsats for klubben resten af sæsonen.

Allerede nu er Jan Larsen gået i gang med at finde Stefan Madsens afløser.

- Som klub er vi heldigvis et sted, hvor vi selv mener, at vi som følge af vores set up og ressourcer bør være en attraktiv destination for håndboldtrænere i det meste af verden. Derfor håber og tror vi også, at vi kan have en kompetent afløser klar i løbet af kort tid, siger Jan Larsen.

Aalborg Håndbold topper lige nu Herrehåndboldligaen efter 22 spillerunder. Holdet er tilmed fortsat at finde i Champions League.

Se hvad Stefan Madsen og Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen havde at sige til TV2 Nord mandag formiddag.

Foto: Mogens Jørgensen
Foto: Mogens Jørgensen

Aalborg Håndbold skuffer i Champions League

Onsdag aften skulle Aalborg Håndbold forsøge at hente den anden sejr i Champions League og den sjette sejr i streg siden sæsonen begyndte.

Det endte dog med et nederlag, og en skuffende et af slagsen.

Aalborg Håndbold tabte nemlig med hele otte mål ude mod HC Zagreb, da kampen endte 31-23.

Kroaterne formåede at gå til pause med stillingen 13-9, og det overtag hold man i resten af kampen.

Dermed måtte Aalborg-spillerne gå skuffet fra banen.

Her vækker sundhedsudspil begejstring

Onsdag fremlagde regeringen, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne deres sundhedsudspil, og her kom det blandt andet frem, at regeringen ønsker at uddanne flere læger på Aalborg Universitet.

Det glæder de sig over hos Aalborg Universitet, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

I regeringens sundhedsudspil bliver der lagt op til, at der oprettes 70 flere studiepladser på bacheloren i medicin på Aalborg Universitet, der skal sikre bedre lægedækning i hele landet.

- Det er en rigtig god nyhed for Nordjylland, at vi nu får ikke mindre end 70 flere pladser på medicinuddannelsen i Aalborg. Vi ved, at dem, der bliver uddannet heroppe, også har tendens til at slå sig ned her, og vi har brug for flere læger her i regionen. Antallet af patienter per læge skal ned, ligesom vi skal have bragt ventelisterne ned, og det kan regeringens sundhedsudspil være med til at løse. Jeg mener, det her er rigtigt godt for borgerne i Nordjylland, siger Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre.

De 70 ekstra studiepladser vil betyde, at universitet vil uddanne knap 250 læger om året.

- Det er en fantastisk nyhed for borgerne i Nordjylland. Erfaringen viser nemlig, at de fleste af de nye kandidater bliver i regionen, og det er godt nyt for den mangel på læger, der især er i almen praksis mange steder rundt i regionens geografi, lyder det fra Per Michael Johansen, der er rektor på Aalborg Universitet.

Det har en stor betydning for Nordjylland, at flere læger medicinstuderende får Aalborg som deres uddannelsessted, da op mod 80 procent af de nyuddannede fortsætter videreuddannelsen i Region Nordjylland.

Længere køretid: Nu kommer der ny asfalt på nordjysk hovedvej

Vejdirektoratet skal lægge ny asfalt på et seks kilometer langt stykke af rute 11 mellem Østergade og Gøttrupvej syd for Fjerritslev.

Det omfattende arbejde begyndte i dag onsdag, og Vejdirektoratet forventer, at arbejdet vil tage tre uger.

Derfor kan man altså forvente længere køretid, hvis man benytter sig af ruten, da der blandt andet er sat et midlertidigt lyssignal med nedtællingsfunktion op.

"Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne." Sådan skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Arbejdet begynder med, at Vejdirektoratet affræser den gamle asfalt, hvorefter det underliggende bærelag skal repareres. Herefter vil der blive lagt et nyt lag asfalt, som til sidst får påført nye striber.

Beredskab aktiveret: Challenger-fly måtte pludselig lande

Ved middagstid onsdag måtte et af Air Transport Wings Challenger-fly foretage en sikkerhedslanding, da der var en fejl på flyets flaps.

Det skriver Air Transport Wing på sin Facebook-profil.

Flyet var på en træningsmission, da fejlen opstod i luftrummet lidt nord for Brønderslev. Den præcise årsag til fejlen kendes ikke på nuværende tidspunkt, men vil ifølge Forsvaret blive undersøgt nærmere.

Flyet foretog et nødkald, hvorefter beredskabet blev aktiveret, så man kunne assistere ved eventuelle yderligere komplikationer.

'Efter en kontrolleret sikkerhedslanding kunne alarmen imidlertid afblæses og beredskabet kunne returnere', skriver man.

Region Nordjylland skal skære stor andel medlemmer

Regeringen med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fremlagde onsdag deres sundhedsudspil på et pressemøde.

Her kom det blandt andet frem, at regeringen ønsker, at fem regioner bliver til fire, hvor Region Sjælland og Region Hovedstaden slås sammen, ligesom der skal etableres 17 nye sundhedsråd.

Derudover vil regeringen også skære en del rådsmedlemmer fra i de forskellige regioner. I Region Nordjylland lægges der op til, at der skal være to sundhedsråd, og de vil skære ned fra de nuværende 41 medlemmer til 25.

Det 39 procent færre medlemmer, og det bliver dermed også den mindste region i landet.

I kommunerne Hjørring, Brønderslev, Læsø og Frederikshavn, der huser 160.000 indbyggere, skal der findes ni medlemmer, og det vil danne det ene af Nordjyllands sundhedsråd.

Det andet sundhedsråd skal findes i kommunerne Aalborg, Vesthimmerland, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Thisted og Mariagerfjord , hvor der er 432.000 indbyggere, og her vil der være 16 medlemmer.