Kort Nyt

Uheld i Limfjordstunnelen: Spor var spærret

Harmonikasammenstød i tunnelen skabte kø.

Et mindre færdselsuheld i Limfjordstunnelen skabte torsdag eftermiddag trafikale problemer.

Der er sket et harmonikasammenstød mellem to biler, oplyste Nordjyllands Politi.

Det betød, at det vestlige spor i sydgående retning var delvist spærret, da politiet arbejdede på stedet.

Faldt i Limfjorden: 25-årig mand afgået ved døden

Sent onsdag aften 4. september i år faldt en 25-årig mand fra Aalborg i Limfjorden, og han blev efterfølgende lagt i kunstig koma.

Lørdag den 14. september er manden afgået ved døden, oplyser politikommissær ved Nordjyllands Politi Henrik Kjær Hansen.

De pårørende er underrettet.

- Vi har grundigt undersøgt omstændighederne, og vores klare opfattelse er, at det er en tragisk ulykke, lyder det fra politikommissæren.

Han forklarer yderligere, at Nordjyllands Politi ikke har yderligere kommentarer til sagen blandt andet af hensyn til familien, der har lidt et stort tab, ligesom der skal foretages lægelige undersøgelser.

Den 25-årige mand faldt i vandet ved den brede trappe omkring Toldbod Plads i Aalborg.

Nordjyske ishockeyklubber i kamp: Overtidsdrama og sikker sejr

De to nordjyske ishockeyklubber fra Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks var i aktion fredag aften, og det blev til sejre til begge hold i Metal Ligaen.

Aalborg Pirates var på besøg i Rungsted, hvor det blev en sikker sejr på 4-1.

Sejren blev især grundlagt i anden periode, hvor aalborgenserne scorede tre gange, og da første periode var blevet vundet med 1-0, gik mandskabet altså ind til tredje periode med en føring på 4-0.

Rungsted Seier scorede altså bare et enkelt kosmetisk mål i tredje periode.

Andetsteds var Frederikshavn Whites Hawks i aktion, og det var på hjemmebane mod Rødovre Mighty Bulls, hvilket blev et lidt større drama, end det Aalborg Pirates var ude i.

Frederikshavnerne var bagud 1-2 efter første periode, men i anden periode fik hjemmeholdet udlignet.

I tredje periode blev der ikke scoret, og derfor skulle der forlænget spilletid til. Det kan desuden oplyses, at begge hold modtog fire udvisninger i løbet af de tre perioder.

Gæsterne fik yderligere en udvisning i ekstratiden, og det udnyttede Frederikshavn White Hawks' Thomas Søndergaard til at afgøre kampen og sikre to point til frederikshavnerne med scoringen til slutresultatet 3-2.

Folketingsmedlem kalder til samråd efter Scandinavian-redegørelse

Efter en taskforce har brugt tre år på at undersøge branden på Scandinavian Star, der kostede 159 personer livet, kom redegørelsen fredag eftermiddag.

Her slår taskforcen fast, at de fejl og mangler, der var vedrørende skibets certifikater og fysiske tilstand, sandsynligvis ville være blevet opdaget af en udvidet havnestatskontrol. Det ville med stor sandsynlighed have reduceret katastrofens omfang og kunne have reddet menneskeliv.

På Instagram slår det folketingsmedlem Lisbeth Bech-Nielsen (SF), der tidligere har boet og været opstillet i Nordjylland, fast, at partiet vil kalde til samråd ovenpå taskforcens redegørelse.

- Har man en lortesag, undskyld mit sprog, så kommer nyheden ud en fredag kl. 16.00. Den er stensikker hver gang. Men denne sag skal ikke bare parkeres ved udgangen af ugen - jeg tager den op i et samråd. Igen, skriver hun og fortsætter:

- For det er ikke bare den største mordbrand, det er også en af de største skandaler i Danmarkshistorien. Og det er ikke gjort med at fyre chefen for Søfartsstyrelsen. Vi fortsætter, som vi har gjort i over 30 år. Vi må aldrig glemme.

Justitsminister, Peter Hummelgaard, skriver i en pressemeddelelse, at det nu er tid til at nærlæse redegørelsen, og at den tragiske brand har efterladt et sår, som stadig ikke er helet.

Der har tidligere været stor tvivl om den efterforskning, som har pågået efter branden brød ud 7. april 1990, da færgen var på vej til Frederikshavn fra Oslo.

Det kan du læse meget mere om herunder:

Utallige uheld skaber kø og harmonikasammenstød på motorvejen

Opdateret klokken 16.45: Motorvejen er ikke længere spærret, men giver stadig lang kø

Fredag eftermiddag er præget af diverse uheld på E45 syd for Aalborg, og det kan give længere køretid, da der er opstået kø.

Første uheld skete omkring Ellidshøj. hvor to biler kom i et mindre uheld. Det resulterede dog i, at trafikken bremsede, og det blev efterfulgt af en lang række følgeuheld.

- Der har været tale om en række harmonikasammenstød, fordi bilisterne formodentlig ikke har nået at opfange den hårde opremsning, oplyser vagtchef fra Nordjyllands Politi, Torben Arndrup.

I ingen af ulykkerne har der været tale om alvorlig personskade. Dog er to personer kørt til kontrol på sygehuset.

Der er også sket et uheld i det modsatte retning i samme tidsrum. Politiet formoder, at uheldet er sket efter, at bilisterne har haft sin opmærksomhed på de mange uheld i sydgående retning.

- Der er rigtig meget materiel skade, da så mange biler har været impliceret, siger vagtchefen.

Politiet har endnu ikke tal på, hvor mange uheld der er sket og derfor heller ikke, hvor mange biler der har været involveret.