Sommerhus var overtændt - hovedbygningen er helt færdig
Nordjyllands Beredskab er lige nu til stede på Torndrupstrand i Hou til en brand i et overtændt sommerhus. Det skriver beredskabet på det sociale medie X.
Til at begynde med skrev Nordjyllands Beredskab, at der var fare for spredning til huset ved siden af. Det er dog ikke længere situationen.
Det tog beredskabet omtrent 15-20 minutter at få styr på, at branden ikke spredte sig til naboens stråtægt.
- Det var et renoveret sommerhus i Hou, og hovedbygningen er mere eller mindre udbrændt. Vi fik dog reddet en tilbygning, annekset og naboens stråtægt, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Anders Brosbøl og fortsætter:
- Vi satte hårdt ind mod spredning af branden, og det lykkedes heldigvis. Men på hovedhuset er der nærmest bare en udvendig skal tilbage, hvor spærene bare står og vipper lidt. Så der er vi også i gang med at få pillet det lidt fra hinanden, så vi kan lave noget efterslukning.
Indsatslederen melder om, at der har været ti mand til stede ved branden.