Kort Nyt

Solgt for 7,5 millioner: Nu skal populær restaurant moderniseres

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I 31 år har man kunnet besøge Restaurant Havkatten i kystbyen Hals, hvor man har mulighed for at holde store selskaber med udsigt til havet. 

I de 31 år har det været Allan Thykjær, som har drevet restauranten, men for knap to uger siden solgte han restauranten for 7,5 millioner kroner.

Og selvom 7,5 millioner kroner kan lyde af mange penge for de fleste, så er det for de nye ejere ikke et problem.

- Jeg synes, det er en fair pris blandt andet på grund af Havkattens beliggenhed, siger den ene af køberne, Joakim Gramkow Brader, som har købt Havkatten sammen med Ejner Mosen og Mikkel Rodkjær.

Restauranten, som er kendt for at holde selskaber, fortsætter med lige præcis det under det nye ejerskab. De håber endda på, at endnu flere vil vælge at afholde deres konfirmation eller runde fødselsdag på stedet. 

Håbet er også, at man kan tiltrække et yngre publikum og flere bryllupsselskaber.

- Det kræver, at vi moderniserer de lokaler, vi har nu. De er ikke så moderne, som nogle brudepar gerne vil have nu om dage, fortæller Joakim Gramkow Brader.

Restauranten vil også fortsat have de samme ansatte på restauranten, som før overtagelsen, som finder sted i dag 15. april.

Nordjysk restaurant falsk anklaget på Facebook: Nu reagerer ejeren

Mandag aften blev der delt et opslag på Facebook, hvori Restaurant Havkatten blev beskyldt for at brænde 60 gæster af, der skulle have booket et selskab til at holde foredrag.

Det er dog ikke sandt. Firmaet har nemlig ikke booket noget ifølge medejer Joakim Gramkow Brader.

- Jeg har sendt en mail til dem. Det er et godt spørgsmål, hvad der er sket. Vi har ikke haft information om, at de skulle holde noget hos os. Hvad søren der er sket, ved vi ikke.

I opslaget står der, at der var lukket og slukket, da de 60 deltagere ankom til restauranten, hvor der skulle holdes foredrag med spisning. Der står desuden, at restauranten havde afbrudt al kommunikation, men igen må Joakim Gramkow Brader konstatere, at det ikke er tilfældet.  

- Det er superærgerligt, fordi vi lever at af byde gæster velkommen, så hvis de havde kontaktet os, havde vi løst det. Foredragsholderen kommer normalt en time før, så hvis han havde ringet, havde vi kunnet nå at løse det, fordi vi bor 200 meter derfra.

Foto: Facebook

Prinses Juliana sættes til salg

Vil du drive restaurant på en båd? Så har du nu chancen for den nette sum af 12 millioner kroner.

93-årige Prinses Juliana er til salg.

12 millioner kroner skal man lægge på bordet for at blive ny indehaver af skibet, der ligger lige nedenfor Limfjordsbroen i Aalborg.

Restaurantskibet skal have nye ejere, fordi de nuværende ønsker et generationsskifte.

- Prinses Juliana blev i sin tid købt med hjertet, og vi har også selv tidligere drevet restauranten med hjertet, lyder det i en pressemeddelelse fra John Andersen, der ejer Prinses Juliana sammen med sine voksne børn, Michael Andersen og Rikke Charlotte Nissen.

Læs hele historien nedenfor

Bog om Kongehusets nazi-forhold modtager kritik

I Danmark har man en meget klar fortælling om Anden Verdenskrig, som blandt andet går på at Danmark modvilligt både underlagde sig tyskerne og før besættelsen underskrev en ikke-angrebspagt med nazisterne.

Det var på Klitgården i Skagen, hvor Kong Christian 10. i foråret 1939 underskrev pagten. Og her sår Peter Kramer tvivl om, hvor modvillig 'Rytterkongen' egentlig var mod at sætte sin underskrift.

- Kongens brevveksling her fra Klitgården viser, at kongen var umådelig tilfreds med ikke-angrebspagten, siger Peter Kramer. 

Det giver kongehuskommentator på Berlingske, Jakob Steen Olsen, dog ikke meget for. I en kommentar på Berlingske skriver han blandt andet.

- Det er meget let og omkostningsfrit at sætte sig til doms over med tilbagevirkende kraft herovre på den anden side af begivenhederne. Kramers bog er mildest talt tendentiøs.

Til TV2 Nord uddyber han sin kritik af bogen.

- Jeg synes han gør alt for at sætte Kongehuset i et lys, hvor man kan sige, at de gjorde lidt mere end nødvendigt, for at være venlige over for Nazityskland. Den er ret sensationspræget.

Læs hele historien herunder.

Svindel mod ældre fortsætter

Endnu engang er ældre blevet svindlet og franarret penge. Det er et fænomen, som politiet gentagne gange advarer imod.

Denne gang er der to tilfælde i Løgstør.

Derfor opfordrer politiet til, at man aldrig udleverer bankoplysninger eller andre personlige oplysninger til folk, man ikke kender.

Fårup Sommerland som våd storfavorit

Har du lyst til at prøve Europas 2. bedste vandrutsjebane? Så skal du slå et smut forbi Fårup Sommerland.

Mandag aften var fuld af festfyrværkeri, da forlystelsesparken modtog prisen for Europas 2. bedste vandrutsjebane.

Stormfloden hedder den prisvindende forlystelse, der i årets sæson har vakt stor begejstring blandt parkens gæster. Aquaparken rummer Danmarks to største vandrutsjebaner, men har derudover også fået nyt børnevandland, ny infrastruktur, omklædningsfaciliteter og spiseområde.

Den 21 meter høje og 195 meter lange vandrutsjebane er en del af Fårup Sommerlands nyrenoverede Aquapark, der i alt byder på ni våde forlystelser.

Det er den største opgradering og investering i Aquaparkens levetid, oplyser Fårup Sommerland.