Kort Nyt

Skulle først skifte til januar: Nu får AaB ny venstreback

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det blev ikke det bedste gensyn med Superligaen, AaB fik fredag aften, da holdet tabte med 3-0 til FC Nordsjælland. 

Men nu kan AaB offentliggøre en ny transfer i form af Marc Nielsen, der skifter fra Hvidovre I.F. 

Transferen blev allerede præsenteret 9. juli, men på daværende tidspunkt skulle han først skifter til AaB til januar. Men de to klubber er blevet enige om, at den 23-årige venstreback med øjeblikkelig virkning skifter til det nordjyske. 

- Vi er rigtig glade for, at vi sammen med Hvidovre I.F. kunne nå til enighed om, at Marc Nielsen nu bliver en del af vores klub, så han med sine kvaliteter kan være med til at bidrage til holdet allerede her i efterårssæsonen, siger AaB’s sportsdirektør, James Gow. 

I sidste sæson spillede Marc Nielsen en hel sæson i Superligaen, og det skal han igen nu, da han har fået en kontrakt med AaB frem til sommeren 2028. 

- Jeg er utrolig glad for, at det hele har flasket sig således, at jeg nu er AaB-spiller. AaB er en kæmpe klub, der skal være en fast del af 3F Superligaen - og gerne i den øvre halvdel på sigt - og det er jeg sikker på, at klubben nok skal blive, fortæller Marc Nielsen om skiftet. 

Den nye venstreback får trøjer nummer fem og har sin første træning med sine nye holdkammerater lørdag.

Aalborg Håndbold skuffer i Champions League

Onsdag aften skulle Aalborg Håndbold forsøge at hente den anden sejr i Champions League og den sjette sejr i streg siden sæsonen begyndte.

Det endte dog med et nederlag, og en skuffende et af slagsen.

Aalborg Håndbold tabte nemlig med hele otte mål ude mod HC Zagreb, da kampen endte 31-23.

Kroaterne formåede at gå til pause med stillingen 13-9, og det overtag hold man i resten af kampen.

Dermed måtte Aalborg-spillerne gå skuffet fra banen.

Her vækker sundhedsudspil begejstring

Onsdag fremlagde regeringen, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne deres sundhedsudspil, og her kom det blandt andet frem, at regeringen ønsker at uddanne flere læger på Aalborg Universitet.

Det glæder de sig over hos Aalborg Universitet, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

I regeringens sundhedsudspil bliver der lagt op til, at der oprettes 70 flere studiepladser på bacheloren i medicin på Aalborg Universitet, der skal sikre bedre lægedækning i hele landet.

- Det er en rigtig god nyhed for Nordjylland, at vi nu får ikke mindre end 70 flere pladser på medicinuddannelsen i Aalborg. Vi ved, at dem, der bliver uddannet heroppe, også har tendens til at slå sig ned her, og vi har brug for flere læger her i regionen. Antallet af patienter per læge skal ned, ligesom vi skal have bragt ventelisterne ned, og det kan regeringens sundhedsudspil være med til at løse. Jeg mener, det her er rigtigt godt for borgerne i Nordjylland, siger Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre.

De 70 ekstra studiepladser vil betyde, at universitet vil uddanne knap 250 læger om året.

- Det er en fantastisk nyhed for borgerne i Nordjylland. Erfaringen viser nemlig, at de fleste af de nye kandidater bliver i regionen, og det er godt nyt for den mangel på læger, der især er i almen praksis mange steder rundt i regionens geografi, lyder det fra Per Michael Johansen, der er rektor på Aalborg Universitet.

Det har en stor betydning for Nordjylland, at flere læger medicinstuderende får Aalborg som deres uddannelsessted, da op mod 80 procent af de nyuddannede fortsætter videreuddannelsen i Region Nordjylland.

Længere køretid: Nu kommer der ny asfalt på nordjysk hovedvej

Vejdirektoratet skal lægge ny asfalt på et seks kilometer langt stykke af rute 11 mellem Østergade og Gøttrupvej syd for Fjerritslev.

Det omfattende arbejde begyndte i dag onsdag, og Vejdirektoratet forventer, at arbejdet vil tage tre uger.

Derfor kan man altså forvente længere køretid, hvis man benytter sig af ruten, da der blandt andet er sat et midlertidigt lyssignal med nedtællingsfunktion op.

"Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne." Sådan skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Arbejdet begynder med, at Vejdirektoratet affræser den gamle asfalt, hvorefter det underliggende bærelag skal repareres. Herefter vil der blive lagt et nyt lag asfalt, som til sidst får påført nye striber.

Beredskab aktiveret: Challenger-fly måtte pludselig lande

Ved middagstid onsdag måtte et af Air Transport Wings Challenger-fly foretage en sikkerhedslanding, da der var en fejl på flyets flaps.

Det skriver Air Transport Wing på sin Facebook-profil.

Flyet var på en træningsmission, da fejlen opstod i luftrummet lidt nord for Brønderslev. Den præcise årsag til fejlen kendes ikke på nuværende tidspunkt, men vil ifølge Forsvaret blive undersøgt nærmere.

Flyet foretog et nødkald, hvorefter beredskabet blev aktiveret, så man kunne assistere ved eventuelle yderligere komplikationer.

'Efter en kontrolleret sikkerhedslanding kunne alarmen imidlertid afblæses og beredskabet kunne returnere', skriver man.

Region Nordjylland skal skære stor andel medlemmer

Regeringen med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fremlagde onsdag deres sundhedsudspil på et pressemøde.

Her kom det blandt andet frem, at regeringen ønsker, at fem regioner bliver til fire, hvor Region Sjælland og Region Hovedstaden slås sammen, ligesom der skal etableres 17 nye sundhedsråd.

Derudover vil regeringen også skære en del rådsmedlemmer fra i de forskellige regioner. I Region Nordjylland lægges der op til, at der skal være to sundhedsråd, og de vil skære ned fra de nuværende 41 medlemmer til 25.

Det 39 procent færre medlemmer, og det bliver dermed også den mindste region i landet.

I kommunerne Hjørring, Brønderslev, Læsø og Frederikshavn, der huser 160.000 indbyggere, skal der findes ni medlemmer, og det vil danne det ene af Nordjyllands sundhedsråd.

Det andet sundhedsråd skal findes i kommunerne Aalborg, Vesthimmerland, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Thisted og Mariagerfjord , hvor der er 432.000 indbyggere, og her vil der være 16 medlemmer.