Skulle bare fodre kammerats kat - fik sig en uventet overraskelse
Fire personer følte sig lidt for hjemme i en lejlighed i Nørresundby.
Han skulle bare fodre sin kammerats kat. Eller det troede han i hvert fald.
Tirsdag fik en mand sig nemlig noget af en overraskelse på Sankt Peders Gade i Nørresundby.
Hans kammerat var ikke hjemme, og derfor havde han lovet at fodre katten. Men i lejligheden ventede ham mere end bare katten.
For fire personer havde nemlig taget plads i lejligheden ved kammeratens fravær.
Han ringede med det samme til kammeraten, som noget overrasket kunne fortælle, at han ikke havde givet nogen lov til at bruge lejligheden. Derfor ringede borgeren til politiet, som rykkede ud med det samme.
Men da politiet nåede til lejligheden, var det nogle ellers veltilpasse uventede gæster, som sad og røg og drak.
De blev sigtet for husfredskrænkelse. Det var den ene af personerne ikke helt tilfreds med, hvorfor han valgte at hidse sig gevaldigt op. Det skulle vise sig at koste en anholdelse.
Til politiet fortalte den ene af de sigtede, at hoveddøren var ulåst, og de lige så let var gået ind den vej.