Rokade på vej i AaB - får ny sportsdirektør
Tyske Ole Jan Kappmeier forventes snart at indtræde i AaB's bestyrelse.
Dermed bliver pladsen som sportsdirektør ledig.
Det meddeler AaB i en pressemeddelelse. I stedet er det planen, at AaB's tekniske chef James Grow, der siden 1. juli 2023 har været en del af AaB’s sportslige ledelse, bliver ny sportsdirektør.
Nyheden kommer ovenpå udmeldingen om, at Sports Strategy Excellence 22 (SSE 22) vil spytte yderligere 45 millioner kroner i AaB-kassen og dermed få en ejerandel på 50,5 procent.
Inden længe vil der blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, og her ventes Ole Jan Kappmeier at blive en del af den nye bestyrelses sammensætning. I givet fald stopper han dermed som sportsdirektør og udtræder af direktionen.
Ole Jan Kappmeier vil via sin bestyrelsespost fortsat være en del af det allerede eksisterende sportslige advisory board i AaB.
Tyskeren har siden 1. juni 2023 været sportsdirektør i AaB. Han fortsætter i rollen indtil den ventede rokade bliver en realitet.