Røveri på Aalborg Banegård - politiet leder efter gerningsmand
7-eleven ved Banegården i Aalborg er lige nu spærret af.
Det skyldes, at Nordjyllands Politi klokken 19.17 fik en anmeldelse om røveri.
- En gerningsmand havde indfundet sig i butikken og truet en medarbejder med en kniv. Han er derefter forsvundet derfra, og det er grunden til, at vi er tilstede ved banegprden og er ude at lede, siger Jesper Sørensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Gerningsmanden beskrives som 30 til 40 år og 170 centimeter høj. Han bar en grå/hvid jakke og en flerfarvet halsedisse, som var trukket op foran ansigtet. Desuden var han i besiddelse af en 20-30 centimeters kniv.
Beskrivelsen af mandens tøj var politiets første antagelse. Overvågningsbilleder viser dog, at han ikke havde en grå/hvis jakke og en flerfarvet halsedisse på.
Jakken var i stedet sort og halsedissen grå.
Han forlod butikken med en hvid plasticpose.
- Hvis der er nogen, der har bemærket en mand, som er kommet gående eller løbende med en hvid plasticpose fra banegården, så hører vi meget gerne fra dem på 114, siger Jesper Sørensen.
Hvad gerningsmanden har truet sig til, ønsker vagtchefen ikke at komme nærmere ind på. Vagtchefen har endnu ikke oplysninger om, hvor mange der var tilstede i butikken under røveriet.
Politiet leder lige nu efter gerningsmanden i nærområdet. Det vides ikke, om han er flygtet fra stedet via Kildeparken eller John F. Kennedys Plads - og dernæst Boulevarden eller Prinsensgade.
Ingen er kommet fysisk til skade under røveriet.