Rejsende vil leje el-biler: Aalborg Lufthavn får flere ladestandere
Flere biludlejningsfirmaer har mærket stigende efterspørgsel på el-biler i Aalborg Lufthavn.
Erhvervsrejsende og turister, der kommer med fly til Aalborg, kan nu nemmere få adgang til en el-bil, når de skal videre i det nordjyske.
I samarbejde med Norlys og biludlejningsfirmaerne i lufthavnen, opsættes fem nye ladestandere ved parkeringsområdet i Aalborg Lufthavn.
- Ved at stille de rette faciliteter til rådighed og fortsætte et tæt samarbejde med både Norlys og biludlejningsfirmaerne, sikrer vi en bedre oplevelse for vores rejsende i Aalborg Lufthavn, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
En stigende efterspørgsel på leje af el-biler
De nye ladestandere er dog langt fra de første i lufthavnen. Tilbage i april 2022 så de første ladestandere fra Norlys dagens lys i Aalborg Lufthavn.
Allerede der var forventningerne, at der hurtigt blev brug for flere.
Det bakkes op om biludlejningsfirmaerne. Avis, Europcar, Enterprise, Hertz og Sixt, der udlejer biler i lufthavnen, beretter om stigende interesse for de strøm-drevne biler.
- Kører man i en el-bil derhjemme, foretrækker man også en lejebil på el, og her har vi tydeligt kunnet se en stor stigning i efterspørgslen, siger Christian Øien, der er Head of Country – Commercial Director i Europcar.
De nye ladestandere bliver officielt taget i brug den 10. juli.