Rejsekampagne hædret med stor international pris
Kampagnearbejdet i forbindelse med åbningen af flyruten Aalborg-New York har netop vundet en stor pris i USA.
Destination NORD / Enjoy Nordjylland har i samarbejde med Aalborg Lufthavn, SAS, Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark stået for kampagnen.
Ved Travel Weekly's årlige prisuddeling Magellan Awards 2023 tildeler den nordjyske kampagne en sølvmedalje i kategorien Campaign Advertising.
Travel Weekly er et stort indflydelsesrigt amerikansk rejsemedie, og de har altså hædret det store nordjyske markedsføringssamarbejde for sin ''enestående kvalitet''.
- Kampagnen slår især på hygge, det gode liv, den enestående natur og de store gastronomiske oplevelser, fortæller Head of Marketing i Destination NORD, Rebekka Schlippe, i en pressemeddelelse.
– Vi har både skullet være knivskarpe på, hvad amerikanerne efterspørger, og så har vi samlet de nordjyske destinationer om bordet for at kunne ”skyde” med alt, hvad vi har. Det er et stort og fjernt marked, og vi er kun lykkedes gennem et både succesfuldt og stærkt samarbejde.
Det har været vigtigt for kampagnen med et stort PR-/pressefremstød, hvor hele Nordjylland blev bragt i spil. Sommeren over har der derfor været amerikanske rejsejournalister i både Aalborg, Skagen, Rebild, ved Vestkysten, på Limfjorden og på Læsø.