Årsagen ligger i hjemmet: Rådmand sygemeldt med stress
I de seneste år har flere politikere sygemeldt sig med stress, og nu er endnu en tilføjet den ærgerlige række.
Anna Aaen, der er rådmand for Klima og Miljø for Enhedslisten i Aalborg Kommune, har nemlig sygemeldt sig. Det skriver hun i et Facebook-opslag.
"Så blev det min tur. Jeg er blevet sygemeldt med stress, en skrammeldiagnose men grundlæggende kan jeg forstå at det ikke er acceptabelt med en hvilepuls på 120..", skriver hun blandt andet i opslaget.
"Det er ekstra frustrerende, for arbejdet har i lang tid været mit fristed, der hvor man kunne tage et møde ad gangen, en mail ad gangen, et telefonopkald ad gangen", tilføjer hun.
Alligevel er det blevet for meget for hende.
Hovedårsagen er, at hendes søn oplever en "voldsom mistrivsel" - så voldsomt, at han ikke kan gå i skole på nuværende tidspunkt.
"Mange møder er blevet holdt, mange mennesker var med til møderne, intet kom der ud af det, men der er helt sikkert blevet brugt utroligt mange arbejdstimer på at komme absolut ingen steder", skriver hun videre.
TV2 Nord har været i kontakt med rådmanden og har fået tilladelse til at bringe Facebook-opslaget.