Politi til stede i centrum - beboere evakueret
Opdateret klokken 9.44: Beboerne er på vej hjem.
Beboerne i to bygninger ved Kastetvej nummer 80, som ligger lige overfor Haraldslund Svømmehal, blev tirsdag formiddag evakueret ud på gaden, da der kom røgudvikling fra bygningens tagkonstruktion.
Det oplyste Nordjyllands Politi på X.
- Branden er slukket, og der er styr på det. Det er to opgange, der er evakueret, og det var tagkonstruktionen, der kom røgudvikling fra, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi til TV2 Nord.
Politiet opfordrede dog fortsat folk på stedet til at holde afstand til opgangene.
Klokken 9.44 kunne politiet dog oplyse på X, at brandstedet var fundet, og at der ingen fare var på færde.
- Beboerne er på vej hjem til deres lejligheder igen. Ejendommen er under renoveringsarbejde og en mindre brand er opstået ved et vindue i tagetagen.
Brandårsagen er dog ukendt.