Politi tættere på formodet gerningsmand
Efterforskningen af voldtægtssagerne fortsætter på højtryk. Og der er mange spor at forfølge, lyder det.
Nordjyllands Politi efterforsker fortsat intenst på at identificere og pågribe den person, de mistænker i forbindelse med voldtægtssagerne i Østerådalen i Aalborg fredag den 20. oktober.
Her blev en kvinde fuldbyrdet voldtaget og en halv time senere blev en anden forsøgt voldtaget fredag eftermiddag.
Onsdag offentliggjorde politiet videoer af den formodede gerningsmand, og det har givet pote.
Efterforskningsleder hos Nordjyllands Politi, Carsten Straszek fortæller nu, at flere vidner oplyser til politiet, at de har mødt den mistænkte person forskellige steder.
- Og på grund af disse vigtige oplysninger så har vi nu fået et ret godt overblik over den rute, som mistænkte har fra gerningsstedet og til Hellevangen, hvor de sidste observationer af ham slutter, siger han.
Næste skridt
Udover at håndtere de mange henvendelser, skal Nordjyllands Politi nu i gang med et stort efterforskningsarbejde.
Det involverer blandt andet tekniske undersøgelser, forhøringer i området og afhøringer af en række konkrete personer.
- Vi har endnu ikke nået et gennembrud, men vi har mange spor at forfølge, så vi arbejder på højtryk, siger efterforskningslederen.
Derfor vil borgere i Aalborg opleve mere uniformeret og civilt politi i Aalborg, mens der også vil være en styrket patruljeindsats tilstede i området.
- Det er en dybt alvorlig sag, som skaber en stor utryghed blandt borgerne, og derfor har vi også indsat betydelige styrker til efterforsknings- og tryghedsarbejdet med denne sag, siger Carsten Staszek og fortsætter:
- Den skal opklares.
VIDEO: Se indslaget om politiets efterforskning herunder: