Kort Nyt

Person anholdt efter skyderi

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 19-årig mand er blevet anholdt efter den skudepisode, der fandt sted fredag aften ved Aalborg Hovedbibliotek og shoppingcentret Friis.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet arbejder udfra en teori om, at skudepisoden efter alt at dømme var et opgør i det kriminelle miljø.

- Omkring klokken 02.00 anholdt vi en 19-årig ung mand centralt i Aalborg, som vi mistænker for at være impliceret i skudepisoden. Det er stadig vores vurdering, at skudepisoden er et opgør i det kriminelle miljø i Aalborg, og at skuddene der blev afgivet, var tiltænkt en eller flere specifikke personer. Vi har stadig en lang række efterforskningsskridt foran os – blandt andet er vi i gang med at indsamle og gennemse videomateriale, og vi foretager en del tekniske undersøgelser, oplyser vagtchef Bruno Brix.

Derudover er politiet stadig interesseret i at høre fra borgere, der har set noget i forbindelse med episoden.

- Hvis man har været til stede i og omkring Rendsburggade på gerningstidspunktet – fredag klokken 19.18 – og har hørt eller set noget mistænkeligt og endnu ikke har været i kontakt med politiet, så ring til os. Vi er også stadig interesseret i at høre fra folk, der har set en sort Volvo med grå fælge køre fra Magasin, under Hovedbiblioteket via buspassagen og videre ud af Østerbro, oplyser Bruno Brix.

Episoden fik fredag politiet til at afspærre området omkring hovedbiblioteket og Friis, men er dog blevet ophævet igen.

Politiet vil dog være ekstra synlige i Aalborgs gader i weekenden generelt, og lokalbetjente vil være til stede i Rendsburggade fra klokken 9.30 lørdag.

- Det er fuldstændig uacceptabelt at skyde i det offentlige rum. Og når det så oven i købet sker netop, mens Aalborgs gader og havneområde er fulde af mennesker til et stort arrangement – det er klart, at det særligt kan påvirke og bekymre folk. Derfor gør vi også, hvad vi kan for at genoprette trygheden, understreger Bruno Brix.

Hvis du har oplysninger om episoden, kan du kontakte Nordjyllands Politi på 1-1-4.

Politiets jurister er stadig ved at vurderer om og i givet fald hvornår den 19-årige fremstilles i grundlovsforhør.

Aalborg Håndbold skuffer i Champions League

Onsdag aften skulle Aalborg Håndbold forsøge at hente den anden sejr i Champions League og den sjette sejr i streg siden sæsonen begyndte.

Det endte dog med et nederlag, og en skuffende et af slagsen.

Aalborg Håndbold tabte nemlig med hele otte mål ude mod HC Zagreb, da kampen endte 31-23.

Kroaterne formåede at gå til pause med stillingen 13-9, og det overtag hold man i resten af kampen.

Dermed måtte Aalborg-spillerne gå skuffet fra banen.

Her vækker sundhedsudspil begejstring

Onsdag fremlagde regeringen, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne deres sundhedsudspil, og her kom det blandt andet frem, at regeringen ønsker at uddanne flere læger på Aalborg Universitet.

Det glæder de sig over hos Aalborg Universitet, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

I regeringens sundhedsudspil bliver der lagt op til, at der oprettes 70 flere studiepladser på bacheloren i medicin på Aalborg Universitet, der skal sikre bedre lægedækning i hele landet.

- Det er en rigtig god nyhed for Nordjylland, at vi nu får ikke mindre end 70 flere pladser på medicinuddannelsen i Aalborg. Vi ved, at dem, der bliver uddannet heroppe, også har tendens til at slå sig ned her, og vi har brug for flere læger her i regionen. Antallet af patienter per læge skal ned, ligesom vi skal have bragt ventelisterne ned, og det kan regeringens sundhedsudspil være med til at løse. Jeg mener, det her er rigtigt godt for borgerne i Nordjylland, siger Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre.

De 70 ekstra studiepladser vil betyde, at universitet vil uddanne knap 250 læger om året.

- Det er en fantastisk nyhed for borgerne i Nordjylland. Erfaringen viser nemlig, at de fleste af de nye kandidater bliver i regionen, og det er godt nyt for den mangel på læger, der især er i almen praksis mange steder rundt i regionens geografi, lyder det fra Per Michael Johansen, der er rektor på Aalborg Universitet.

Det har en stor betydning for Nordjylland, at flere læger medicinstuderende får Aalborg som deres uddannelsessted, da op mod 80 procent af de nyuddannede fortsætter videreuddannelsen i Region Nordjylland.

Længere køretid: Nu kommer der ny asfalt på nordjysk hovedvej

Vejdirektoratet skal lægge ny asfalt på et seks kilometer langt stykke af rute 11 mellem Østergade og Gøttrupvej syd for Fjerritslev.

Det omfattende arbejde begyndte i dag onsdag, og Vejdirektoratet forventer, at arbejdet vil tage tre uger.

Derfor kan man altså forvente længere køretid, hvis man benytter sig af ruten, da der blandt andet er sat et midlertidigt lyssignal med nedtællingsfunktion op.

"Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne." Sådan skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Arbejdet begynder med, at Vejdirektoratet affræser den gamle asfalt, hvorefter det underliggende bærelag skal repareres. Herefter vil der blive lagt et nyt lag asfalt, som til sidst får påført nye striber.

Beredskab aktiveret: Challenger-fly måtte pludselig lande

Ved middagstid onsdag måtte et af Air Transport Wings Challenger-fly foretage en sikkerhedslanding, da der var en fejl på flyets flaps.

Det skriver Air Transport Wing på sin Facebook-profil.

Flyet var på en træningsmission, da fejlen opstod i luftrummet lidt nord for Brønderslev. Den præcise årsag til fejlen kendes ikke på nuværende tidspunkt, men vil ifølge Forsvaret blive undersøgt nærmere.

Flyet foretog et nødkald, hvorefter beredskabet blev aktiveret, så man kunne assistere ved eventuelle yderligere komplikationer.

'Efter en kontrolleret sikkerhedslanding kunne alarmen imidlertid afblæses og beredskabet kunne returnere', skriver man.

Region Nordjylland skal skære stor andel medlemmer

Regeringen med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fremlagde onsdag deres sundhedsudspil på et pressemøde.

Her kom det blandt andet frem, at regeringen ønsker, at fem regioner bliver til fire, hvor Region Sjælland og Region Hovedstaden slås sammen, ligesom der skal etableres 17 nye sundhedsråd.

Derudover vil regeringen også skære en del rådsmedlemmer fra i de forskellige regioner. I Region Nordjylland lægges der op til, at der skal være to sundhedsråd, og de vil skære ned fra de nuværende 41 medlemmer til 25.

Det 39 procent færre medlemmer, og det bliver dermed også den mindste region i landet.

I kommunerne Hjørring, Brønderslev, Læsø og Frederikshavn, der huser 160.000 indbyggere, skal der findes ni medlemmer, og det vil danne det ene af Nordjyllands sundhedsråd.

Det andet sundhedsråd skal findes i kommunerne Aalborg, Vesthimmerland, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Thisted og Mariagerfjord , hvor der er 432.000 indbyggere, og her vil der være 16 medlemmer.