Opholdsforbud i rockerklub forlænges endnu engang
Hells Angels' rockerklubhus i Nørresundby har været lukket siden 22. september sidste år, og nu forlænger Nordjyllands Politi endnu engang opholdsforbuddet på stedet.
Det skriver Nordjyllands Politi på det sociale medie X.
Det er derfor stadig ulovligt at opholde sig på adressen Østergade 24, 9400 Nørresundby, og en overtrædelse af forbuddet kan straffes med fængsel i op til to år.
Det er politiets vurdering, at der fortsat er en betydelig risiko for angreb målrettet klubhuset grundet en verserende konflikt, og derfor forlænges lukningen altså.