Kort Nyt

Ny tunnel i Aalborg midtby

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En ny tunnel kommer til Aalborg. 

I forbindelse med udviklingen af Sygehus Nord og det omkringliggende område, skal der nemlig etableres en tunnel ved Saxogade.

Det betyder, at der fra maj til december 2024 vil være ændringer i trafikken i forbindelse med arbejdet på Saxogade. 

I den periode vil det ikke være muligt at benytte den normale adgangsvej for gående for enden af Saxogade til Skt. Jørgens Gade. 

Kommunen har derfor etableret en alternativ rute, der kommer til at skulle bruges i en god rum tid. 

Tunnelen bliver nemlig ikke åbnet lige med det samme. 

- Tunnelen tages først i brug, når Sygehus Nord er flyttet til Aalborg Universitetshospital. Når hospitalet er flyttet, starter udviklingen af området, men vi kender ikke den præcise tidsplan. Vi arbejder dog for, at der - lige så snart det er muligt - åbnes op for, at de bløde trafikanter kan benytte tunnelen, siger rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen.  

Grunden til, at tunnelen alligevel etableres nu, er, at Banedanmark sideløbende er i gang med en med elektrificering og fornyelse af banen. 

Formålet med udviklingen af området er at omdanne det nuværende sygehus og parkeringsplads til et grønnere område med nye bygninger. 

Tunnelen ved Saxogade kommer i den forbindelse til at fungere som bindeled mellem Sygehus Nord-grunden og naboområdet mod sydvest. 

Tørstig tyv? Orkede ikke at køre til grænsen

Tidlig fejring af "lille fredag"?

En tyv havde i hvert fald trangen til at slukke tørsten på en lidt uortodoks måde, og det fik et kølerum i Hjørring at mærke.

Her fik Foreningen Hjørring og Omegns Broderlige Skyttelaug stjålet 10-15 kasser øl, da en cylinderlås til deres klubhus blev brudt op.

Det fortæller politikommissær hos Nordjyllands Politi, Peter Skovbak.

Politiet anslår, at der har været indbrud mellem tirsdag klokken 12.00 og torsdag klokken 10.30.

Tyven sørgede dog også for, at der ikke kun var noget til at skylle ganen hos de drikfældige. For der røg også to kasser sodavand med.

Truede politiet med machete: Nu er dommen faldet

Trusler med en machete og en attrappistol mod flere politiansatte på åben gade. Det var blandt andet det, politiet måtte håndtere en sen aften i Brønderslev.

Episoden fandt sted 26. juni ved 23-tiden mod ansatte fra Nordjyllands Politi.

Fredag blev dommen så afsagt i Retten i Hjørring. Den 23-årige mand idømmes ét års fængsel for hændelsen, oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi på X.

Manden er efter dommen blevet fængslet.

Omdiskuteret nordjysk rytter får nedsat karantæne

Det var et videoklip, hvor Carina Cassøe Krüth trænede sin hest Heiline’s Danciera, der fik hende i vælten.

Videoklippet var blevet tilsendt rideforbundets formand. I august blev hun tildelt otte måneders karantæne for overdreven brug af pisk mod sin hest.

Hun blev samtidig tildelt en bøde på 5000 kroner fra Danske Ride Forbunds Disciplinærudvalg på baggrund af videoklippet.

Men nu er der nyt i sagen. Det fremgår af pressemeddelelse fra DIF’s Appelinstans.

Her lyder det, at den nordjyske rytters karantæne bliver nedsat fra otte til tre måneder, imens bødestraffen på 5000 kroner stadfæstes.

De tre måneders karantæne løber fra afgørelsen i rideforbundets appeludvalg 28. august.

Dermed kan 40-årige rytter konkurrere igen fra 28. november 2024.

Tæt tåge og let regn: Mild efterårsdag venter

Om du har efterårsferie eller må på arbejde, skal du være ekstra forsigtig, når du bevæger du ud på de nordjyske veje.

DMI varsler tæt tåge med sigtbarhed under 100 meter indtil klokken 10.00 i formiddag.

Men vi kan trods alt se frem til en mild dag.

Selvom den dis, der præger morgenen og formiddagen, forventes også at lette en smule ud på eftermiddagen, skal man ikke sætte næsen op efter solskin i dag.

Vinden forbliver rolig, og temperaturerne kan nå op på 14-16 grader. På trods af dis og skyer vil vejret kunne føles smukt, med den lette tåge, der hænger i luften.

Senere på eftermiddagen kan der dog komme lidt mere nedbør, især i områder omkring Jammerbugten.

Hvis vejrsystemet ændrer sig en smule, kan også dele af det vestlige Nordjylland få en lille regnbyge i dag.

Du kan se hele vejrudsigten her:

Tryk og hør Solvej give dagens vejrudsigt.

Vejret tre timer frem
Vejret senere