Nordjyske får ny chefredaktør fra Berlingske
Det Nordjyske Mediehus har fået ny chefredaktør, efter Karl Erik Stougaard 24. april besluttede at fratræde sin stilling.
Den nye chefredaktør hedder Kevin Walsh, og kommer fra en stilling som redaktionel udviklingschef hos Berlingske. Desuden har han været tidligere været digital redaktør på BT og digital redaktionschef også hos Berlingske.
- Jeg skal med min erfaring, viden og kompetencer være med til at sikre, at Nordjyske tager de næste markante skridt i den digitalisering, der allerede er godt i gang. For fremtiden er digital - og det er den også for Det Nordjyske Mediehus, siger den nye chefredaktør i en pressemeddelelse.
- Jeg er først og fremmest journalist og tror på, at et stærkt Nordjyske er altafgørende for demokratiet og forudsætningen for et stærkt Nordjylland. Med kritisk og nærværende journalistik skal Nordjyske sætte regionen på landkortet og være en samlende og aktiv stemme for hele Nordjylland.
Oprindeligt er den nye 41-årige chefredaktør fra Albertslund, men hans kone Julie er oprindeligt hjørringenser.
Kevin Walsh tilræder stillingen 1. oktober.