Nordjysk restaurant falsk anklaget på Facebook: Nu reagerer ejeren
Mandag aften blev der delt et opslag på Facebook, hvori Restaurant Havkatten blev beskyldt for at brænde 60 gæster af, der skulle have booket et selskab til at holde foredrag.
Det er dog ikke sandt. Firmaet har nemlig ikke booket noget ifølge medejer Joakim Gramkow Brader.
- Jeg har sendt en mail til dem. Det er et godt spørgsmål, hvad der er sket. Vi har ikke haft information om, at de skulle holde noget hos os. Hvad søren der er sket, ved vi ikke.
I opslaget står der, at der var lukket og slukket, da de 60 deltagere ankom til restauranten, hvor der skulle holdes foredrag med spisning. Der står desuden, at restauranten havde afbrudt al kommunikation, men igen må Joakim Gramkow Brader konstatere, at det ikke er tilfældet.
- Det er superærgerligt, fordi vi lever at af byde gæster velkommen, så hvis de havde kontaktet os, havde vi løst det. Foredragsholderen kommer normalt en time før, så hvis han havde ringet, havde vi kunnet nå at løse det, fordi vi bor 200 meter derfra.