Nordjysk lokalklub lander tidligere EM-vinder som cheftræner
Mogens Krogh har selv spillet 353 kampe for Brøndby IF's superligahold, samt 10 A-landsholdskampe. Han var blandt andet med under EM i 1992, hvor Danmark blev Europamestre, og nu skal han prøve sine kræfter af i den nordjyske klub Bangsbo Freja, hvor han bliver cheftræner for deres U19 hold.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
- Jeg har været en del af Bangsbo Freja U19 truppen de sidste tre til fire måneder som målmandstræner, så jeg har allerede et godt kendskab til drengene. Jeg er imponeret af truppens størrelse, talent, deres iver til at flytte sig til træningen, og ikke mindst et fantastisk sammenhold. Dette ser man ikke mange steder i en U19 trup i Danmark. Jeg glæder mig meget til at overtage roret som cheftræner for denne spændende trup, udtaler Mogens Krogh.
Mogens Krogh har tidligere været cheftræner for Næstved BK's første divisionshold. Udover Mogens Krogh består træner teamet af Jonas Nødbak, Glenn Smed og Christoffer Birkegaard.