Nordjyllands største bankocenter lukker og slukker
Når året går på held er det slut med banko i Nordjyllands største bankocenter i Aalborg.
Den beslutning lå allerede fast i marts, da regeringen og samtlige partier i folketinget indgik en aftale, der skulle forenkle reglerne for lotterier og banko.
Aftalen kom i hus, fordi en lang række foreninger var på kant med loven under de nuværende regler.
Blandt andet de seks foreninger, der driver Bankocenter Danmark, var blandt dem, der blev politianmeldt for at afholde ulovligt almennyttigt lotteri.
Men aftalen, som nu i form af et lovforslag er under behandling i Folketinget, er ikke meget bedre, lyder det fra Connie Christiansen, formand for Vejgaard boldklubs initiativforening, som er én af de seks klubber, der ejer bankocenteret i fællesskab.
- Det vil resultere i et årligt underskud på 200.000 for os, siger hun.