Nedslående nyt - Landin misser semifinale
En øjenskade gør, at Aalborg Håndbolds landsholdsmålmand Niklas Ladin ikke kommer i kamp, når det nordjyske hold spiller første semifinalekamp mod Skjern torsdag aften.
Det oplyser Aalborg Håndbold på klubbens hjemmeside.
En undersøgelse, som fandt sted mandag eftermiddag, har nemlig vist, at øjenskaden endnu ikke er helet i tilstrækkelig grad.
Helt konkret er der tale om en blødning på højre nethinde, der opstod efter et hændeligt uheld i forbindelse med Herreligakampen mod Bjerringbro-Silkeborg 5. maj.
– Det er endnu uvist, hvornår Landin igen er kampdygtig, da det afhænger af helingsprocessen. Når det er sagt, så følger vi selvfølgelig tingene meget tæt og krydser fingre for, at han er kampdygtig igen i løbet af kort tid, siger Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.
Danmarks landstræner Nikolaj Jakobsen måtte også undvære Landin i sidste uges testkampe mod Norge og Kroatien, hvor det henholdsvis blev til et uafgjort resultat og en sejr.
Det bliver dermed reservemålmanden Fabian Norsten, som skal vogte buret for Aalborg Håndbold i torsdagens kamp mod Skjern. Kampen spilles klokken 20.30 i Sparekassen Danmark.