Natspærring af Limfjordsbroen forlænges
Fra på mandag den 8. april og frem til og med den 12. april i tidsrummet 00:05-05:00 vil det ikke være muligt at krydse Limfjordsbroen.
Her vil Aalborg Kommune nemlig udføre det afsluttende arbejde med at renovere og automatisere broklapperne.
- Vi skal løfte det udstyr op, som har holdt broklapperne, mens vi har arbejdet med at renovere og automatisere broklapperne. Vi arbejder om natten, så trafikken kan opretholdes i dagtimerne, informerer Aalborg Kommune på Facebook.
Bilister henvises til Limfjordstunnelen, mens cyklister og fodgængere henvises til Kulturbroen.
Aalborg Kommune forventede ellers at være færdige med arbejdet på Limfjordsbroen i slutningen af marts.